Afdeling Q: En analyse af traumer, PTSD og psykose i krimiserien

Afdeling Q, baseret på Jussi Adler-Olsens anmelderroste krimibøger, er landet på Netflix, og for mange er det måske blot endnu en dyster skandinavisk krimi. Men under overfladen af kolde sager og dystre hemmeligheder gemmer serien på en langt dybere fortælling. Det er en historie om den menneskelige psykes skrøbelighed, om traumer der nægter at dø, og om hvordan de dybeste sår former os – både helte, ofre og monstre.

Jeg har aldrig læst bøgerne i Afdeling Q-serien. Min oplevelse er udelukkende baseret på den første sæson på Netflix, men jeg kan allerede nu afsløre, at den får min varmeste anbefaling. Det er en fængslende serie, men hvis du forventer en klassisk "hvem-gjorde-det"-krimi, hvor du kan samle spor og løse gåden før efterforskerne, så tager du fejl. Mysteriet er så komplekst og personligt for karaktererne, at de fleste af os vil famle i blinde. Og det er netop pointen. Seriens formål er ikke at udfordre vores detektiv-evner, men at udfordre vores forståelse af den menneskelige natur.

I stedet for at fokusere på opklaringen, dykker serien ned i de psykologiske afgrunde hos alle involverede. Den handler om psykisk sygdom, traumer og de usynlige ar, vi bærer med os.

Seriens hjerte er Afdeling Q selv – en kold og glemt kælder under Københavns Politigård, der bliver et ufrivilligt fristed for en gruppe efterforskere, der er lige så beskadigede som de sager, de efterforsker.

Carl Mørck: Manden der er lammet af skyld Hovedkarakteren Carl Mørck (spillet af Ulrich Thomsen) er indbegrebet af den plagede antihelt. I seriens start bliver han og hans to partnere, Hardy og Anker, lokket i et baghold. Anker dør, Hardy bliver lammet fra halsen og ned, og Carl overlever med et skudsår og en knusende skyldfølelse. Denne ene begivenhed definerer ham. Han er apatisk, kynisk og skubber alle fra sig. Hans degradering til Afdeling Q er en straf, men bliver ironisk nok hans redning.

Carl lider tydeligvis af en form for posttraumatisk stresslidelse (PTSD). Han er "handicappet" af sin fortid, ude af stand til at give slip på skylden over at have overlevet, mens hans venner led en forfærdelig skæbne. Hans arbejde med de "kolde sager" tvinger ham til at konfrontere andres traumer, og i den proces spejler han sig selv. Hver sag bliver en lille, smertefuld rejse ind i hans eget mørke, og langsomt, modvilligt, begynder han at finde en ny mening i at give de glemte ofre retfærdighed.

Rose Knudsen: Den splittede sjæl Senere får Carl en assistent, Rose Knudsen. Hun er skarp, direkte og handlekraftig, men det står hurtigt klart, at hun også kæmper med sine egne dæmoner. Hendes humør og personlighed kan skifte drastisk, og hun bærer på en fortid fyldt med traumer, der har efterladt hende psykisk sårbar. I bøgerne bliver det afsløret, at Rose lider af en form for dissociativ lidelse, hvor hun kan spaltes i flere personligheder som en forsvarsmekanisme mod en voldsom hændelse i sin fortid. Serien antyder denne kompleksitet og viser en kvinde, hvis største sårbarhed også er kilden til hendes unikke empati og styrke. Hun forstår ofrene på et niveau, som den følelsesmæssigt afstumpede Carl ikke kan nå.

Assad: Smilet der skjuler en krig Den syriske flygtning Akram Salim, eller Assad, er Carls anden assistent. Han er Carls diametrale modsætning: optimistisk, omsorgsfuld og fuld af finurlige metaforer. Men hans baggrund holdes bevidst i skyggen. Det er åbenlyst for enhver, at en mand, der har arbejdet i Syrien og er flygtet fra krig, har set og oplevet rædsler, vi andre knap kan forestille os. Hans positive livssyn er ikke naivitet; det er en bevidst overlevelsesstrategi. Det er den eneste måde, han kan holde minderne om vold og tab på afstand. I bogserien afsløres Assads fortid som værende ekstremt voldelig og traumatisk, hvilket fuldt ud forklarer hans behov for at finde lys og mening i en mørk verden. Han og Carl er to sider af samme mønt – to mænd, der er dybt traumatiserede, men som har valgt vidt forskellige måder at leve med smerten på.

Hardy: Styrken i afmagten Selv Hardy, Carls ven, der er lammet og bundet til en hospitalsseng, nægter at være et passivt offer. Han insisterer på at hjælpe med efterforskningen fra sin seng ved hjælp af en computer. Hans rolle sender et utroligt stærkt budskab: Værdi og nytte er ikke bundet til en funktionsdygtig krop. Hans intellekt, hans viden og hans vilje til at kæmpe er intakte. Han er et levende bevis på, at selv når alt er taget fra en, kan man stadig gøre en forskel.

Det er ikke kun heltene, der er psykologisk komplekse. I første sæson er skurkene ikke blot onde for ondskabens skyld. Deres handlinger er født ud af et dybt og altoverskyggende traume: tabet af et ungt familiemedlem i en tragisk ulykke. Deres sorg er blevet forvrænget til et sygeligt had, som de projicerer over på én person, Merete Lynggaard, som de holder ansvarlig for ulykken. De er blevet fortæret af deres eget mørke og er blevet til de monstre, de aldrig troede, de kunne blive. Serien stiller det ubehagelige spørgsmål: Hvad skal der til for at forvandle et almindeligt menneske til en bøddel? Svaret, ifølge Afdeling Q, er ofte en ubearbejdet sorg og et traume, der får lov at vokse i mørket.

Seriens mest geniale og for mig personligt mest rørende element er skildringen af Merete Lynggaards fangenskab. Hun bliver kidnappet og spærret inde i et specialbygget trykkammer, hvor trykket langsomt øges dag for dag. Under dette ekstreme fysiske og psykiske pres begynder hendes virkelighedsopfattelse at smuldre. Hun hallucinerer og ser sin afdøde, handicappede bror, som hun taler med for at holde fast i et sidste gran af håb.

Dette faldt i usædvanligt god jord hos mig. Jeg har selv levet med paranoid skizofreni og kronisk psykose, og jeg har sjældent set en så elegant og respektfuld fremstilling af, hvordan en psyke kan knække. Ofte bliver psykose på film vist som larmende galskab, men her er det anderledes. Meretes hallucinationer er ikke tilfældige; de er meningsfulde. De er et direkte produkt af hendes isolation, hendes skyldfølelse over brorens skæbne og hendes desperate behov for menneskelig kontakt.

Jeg elsker denne detalje ved serien, fordi den illustrerer en fundamental sandhed: Psykotiske symptomer kan opstå som en reaktion på ekstrem stress. Det viser, at grænsen mellem "rask" og "syg" er flydende. Serien tager et emne, der ofte er omgærdet af stigma og frygt, og gør det menneskeligt. Den viser, at hallucinationer ikke bare er et tegn på "galskab", men et sprog, som sindet bruger, når det ikke har andre måder at udtrykke en ubærlig smerte på.

Afdeling Q er ikke bare en serie, du ser – det er en serie, du føler. Den tør at dvæle ved smerten og vise, at heling ikke er en lige linje, men en rodet og uforudsigelig proces. Den viser, at selv de mest ødelagte mennesker kan finde en form for frelse i at hjælpe andre, og at der kan opstå et unikt og stærkt fællesskab i de mørkeste kældre.

Serien er en mesterlig udforskning af den menneskelige psyke og en påmindelse om, at de mest skræmmende monstre ofte ikke er dem, vi jager, men dem, vi bærer indeni os selv.

Afdeling Q var fantastisk at se, og jeg anbefaler alle at se den på Netflix! Den vil blive hos dig længe efter, rulleteksterne er forbi.