Afdeling Q: En anmeldelse af traumer, PTSD og psykisk sårbarhed

Afdeling Q, inspireret af Jussi Adler-Olsens krimibøger, er en fantastisk serie på Netflix, der graver dybere end de fleste krimier. Den handler ikke kun om at opklare forbrydelser, men om de traumer, den psykiske sygdom og de komplekse psykologiske dramaer, der driver karaktererne. Der er en imponerende dybde i persongalleriet, som gør serien uforglemmelig og efterlader et stærkt indtryk.

Jeg har aldrig læst bøgerne i Afdeling Q-serien, kun set første sæson på Netflix, men allerede nu kan jeg afsløre, at den får en varm anbefaling herfra. Det er en utroligt spændende serie, men hvis du forventer en klassisk "gæt med"-krimi, bliver du måske overrasket. Mysteriet er så komplekst, at de fleste nok vil famle i blinde, og jeg tror slet ikke, at meningen er, at seeren skal løse gåden.

I stedet inviterer serien os til at være observatører til et psykologisk spil. Fokus flyttes fra hvem der gjorde det, til hvorfor de gjorde det. Det er en fortælling, der drives af karakterernes indre liv, og det er her, seriens sande genialitet ligger.

Kælderen under politigården bliver et tilflugtssted for de udstødte og plagede sjæle, og det er her, vi møder vores antihelte.

Hovedkarakteren, Carl Mørck, er det perfekte eksempel. Han bliver skudt i starten af serien, og episoden efterlader ham med dybe ar. Han er gnaven, distanceret og tydeligt plaget af skyldfølelse og traumer – måske endda en udiagnosticeret PTSD. Hans assistent, Rose Knudsen, er lige så kompleks. Hun kæmper åbenlyst med tidligere traumer og psykiske problemer, hvilket giver hende en sårbarhed, men også en unik evne til at se de detaljer, andre overser.

Den anden assistent, Akram Salim (Assad), kommer fra Syrien. Selvom hans baggrund holdes lidt i skyggen, er det tydeligt, at hans rolige ydre og venlige smil dækker over voldsomme oplevelser. Han kæmper med sine egne dæmoner, og hans partnerskab med den kyniske Carl skaber en fascinerende dynamik af to mænd, der håndterer deres smerte vidt forskelligt.

Selv Carls ven fra politiet, Hardy, som bliver lammet efter skudepisoden, spiller en vigtig rolle. Fra sin kørestol hjælper han til med efterforskningen bag en computerskærm. Hans historie sender et klart og stærkt budskab: Selvom man er fysisk begrænset, er ens viden og intellekt intakt. Man kan stadig gøre en uvurderlig forskel. Det er en smuk påmindelse om, at værdi ikke kan måles i fysisk formåen.

Det er ikke kun heltene, der er komplekse. Skurkene i serien lider også af et dybt traume forbundet med tabet af et familiemedlem. Deres sorg forvandles til et sygeligt had, som de projicerer over på Merete Lynggaard, som de holder ansvarlig for deres søns og brors død. De er ikke bare endimensionelle monstre; de er mennesker, hvis smerte har fortæret dem og forvandlet dem til det, de selv frygter.

Merete, en advokat, bliver kidnappet og spærret inde i et trykkammer. Under det ekstreme fysiske og psykiske pres begynder hun at hallucinere. For mig, der selv har levet med paranoid skizofreni og kronisk psykose, faldt denne detalje i rigtig god jord. Serien formår at vise hallucinationer og psykotiske symptomer på en elegant og respektfuld måde.

Jeg elsker denne detalje ved serien. Den illustrerer perfekt, hvordan ekstrem stress og pres kan fremkalde symptomer, der ligner dem ved psykisk sygdom. Det viser, at grænsen mellem "rask" og "syg" kan være hårfin, og at vi alle er sårbare under de rette (eller forkerte) omstændigheder. Det er en stærk påmindelse om, at psykisk sygdom ikke er en permanent tilstand for nogle få, men en potentiel reaktion på de umenneskelige vilkår, livet kan byde os.

Afdeling Q er ikke bare en krimi; det er en dyb og medfølende fortælling om, hvordan traumer former os, og hvordan selv de mest plagede sjæle kan finde styrke, formål og et uventet fællesskab i mørket. Den kan varmt anbefales.