Afdeling Q, skizofreni og psykose: Da en serie viste mig mine egne hallucinationer

Krimiserier handler ofte om ydre monstre, men de bedste tør også kigge indad. Da jeg så første sæson af Netflix-serien Afdeling Q, forventede jeg en spændende efterforskning. Jeg fandt noget langt mere personligt: en af de mest elegante og respektfulde fremstillinger af psykotiske symptomer, jeg har set i en serie. Som en person, der selv har levet med paranoid skizofreni og kronisk psykose, ramte det mig dybt.

I serien bliver karakteren Merete Lynggaard kidnappet og spærret inde i et trykkammer. Dag for dag øges trykket, og hendes virkelighed begynder langsomt at smuldre. Hun isoleres, fratages kontrol og udsættes for et umenneskeligt pres. Og så sker det: hun begynder at hallucinere. Hun ser og taler med forskellige karakterer, og grænsen mellem virkelighed og fantasi udviskes fuldstændigt.

For mange er dette måske bare et spændende plot-twist. For mig var det en genkendelse. Serien formår at illustrere en fundamental sandhed om den menneskelige psyke: at den kan knække. Afdeling Q viser, at hallucinationer og psykotiske symptomer ikke er noget, der kun tilhører "de syge". Det er en potentiel reaktion på ekstrem stress, traumer og isolation – en tilstand, ethvert menneske teoretisk set kan presses ud i.

Ofte bliver hallucinationer og psykoser på film portrætteret som larmende, kaotisk "galskab". Karaktererne skriger, ser monstre eller opfører sig voldeligt. Men Afdeling Q vælger en mere subtil og virkelighedstro tilgang.

Meretes hallucinationer er ikke tilfældige. De er dybt forbundne med hendes sorg, hendes skyldfølelse og hendes længsel. Karaktererne fremstår som trøstende, men også forvrængede figurer. Dette spejler den virkelige oplevelse af psykose for mange: at hallucinationerne ofte er en forvrænget bearbejdning af ens egne følelser, minder og traumer. De er ikke bare støj; de er et sprog, som psyken taler, når den er under pres.

Ved at vise dette så elegant, fjerner serien noget af den stigmatisering, der klæber til ord som "skizofreni" og "psykose". Det bliver ikke fremstillet som en uforklarlig fejl i hjernen, men som en meningsfuld, omend skræmmende, reaktion på en umenneskelig situation.

Da jeg så Meretes kamp i trykkammeret, følte jeg mig set. Det er sjældent, at man som seer med en psykisk lidelse kan spejle sig i en karakter på en måde, der føles autentisk og ikke karikeret. Serien bygger en bro af forståelse. Den viser seere, der måske ingen erfaring har med psykose, hvordan virkelighedsopfattelsen kan skride under ekstremt pres.

Afdeling Q er i mine øjne mere end bare en krimi. Det er en vigtig fortælling, der tør tage fat på de mest sårbare aspekter af den menneskelige psyke. Den viser, at symptomer på psykisk sygdom ikke definerer en person, men snarere fortæller en historie om, hvad den person har gennemlevet. Og den anerkendelse er både sjælden og utroligt værdifuld.