Sindssyg Paranoid Skizofren: Selvmordspigen

I kapitel 33, "Selvmordspigen", kaster forfatteren os ind i en af de mest tragiske og skyldbetyngede vrangforestillinger i bogen. En tilfældig pige i toget bliver i jegets paranoide sind forvandlet til en ulykkeligt forelsket sjæl, hvis skæbne er uløseligt forbundet med hans egen. Side 140 er en kort, men knusende, fortælling om, hvordan sindet kan påtage sig skylden for en katastrofe, det selv har opfundet.

Kapitlet åbner med jeget, der sidder i toget. Han er i sin "rockstjerne"-persona, iført ringe og med en attitude af "pis og lort". Han får øjenkontakt med "den sødeste pige", der sidder i samme kupé. I hans sind er der ingen tvivl: "hun var nok pisse-forelsket i mig. Jeg havde grønne øjne; bingo." Han er overbevist om, at de skal giftes.

Denne grandiose fantasi er dog kun et forspil til den tragedie, der følger. Han overvejer at give hende sit telefonnummer, men lader være – en "kæft en fejltagelse."

I det øjeblik pigen går ud af toget, eskalerer vrangforestillingen. "Så snart hun gik ud af toget, hoppede hun ud på skinnerne til et gennemkørende tog". Jeget er ikke bare et vidne; han er "medskyldig i hendes død på baggrund af hendes ulykkelige kærlighed."

Rockernes viden og hans egen ekskærestes forklædning bliver flettet ind i fortællingen, hvilket forstærker hans skyldfølelse. Han er ikke bare syg; han er "så syg. Og så skyldig i en andens selvmord."

Kapitlet slutter med en brutal og uafvendelig konklusion. "Hun er fandeme død. Der er sgu ingen happy ending i den historie. Toget er kørt. Med hendes lig foran." Der er ingen forløsning, ingen flugt fra skylden. Han er efterladt på perronen med ansvaret for en andens død – en død, der kun har fundet sted i hans eget, plagede sind.

"Selvmordspigen" er et hjerteskærende kapitel, der viser, hvordan paranoia og grandiositet kan have en mørk og selvdestruktiv bagside. Jegets overbevisning om sin egen uimodståelighed fører direkte til en knusende skyldfølelse. Han er ikke længere den seje rockstjerne, men en mand, der bærer ansvaret for en ung piges død. Kapitlet er en stærk illustration af, hvordan det psykotiske sind kan skabe sine egne tragedier og derefter tvinge sig selv til at leve med de uoprettelige konsekvenser.