Jeg Er Skizofren: Kampen på Perronen med Skizofreni
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Jeg Er Paranoid Skizofren' Fra digtsamlingen 'Jeg Er Skizofren'
En analyse af et digt om at være paranoid skizofren. Om følelsen af at være "død indeni", savnet af psykosen og kampen mod selvmordstanker ved togsporet.
Lort på Lagkage: Identitetskampen på Perronen
Hvad vil det sige at være "paranoid skizofren"? Er det en diagnose, en identitet eller en forbandelse? I et råt og hudløst ærligt digt bliver vi taget med ind i et sind, der kæmper med sin egen definition, følelsesløshed og den konstante, udmattende kamp mod trangen til at give slip.
Diagnosen som Identitet
Digtet slår tonen an fra start: "Jeg er paranoid skizofren". Det er ikke bare en sygdom; det er en identitet. "Diagnosen er/paranoid skizofren/bindegal/sindssyg". Jeget omfavner de hårdeste prædikater og beskriver en hverdag, der er "lort på lagkage" – en facade af normalitet, der dækker over et indre kaos.
Der opstår en bizar form for afhængighed af sygdommen. "Har abstinenser/til min sygdom savner/mit/mit fix i hverdag". Psykosen, med al sin smerte, var i det mindste en følelse. Nu, i en medicineret tilstand, er der en tomhed.
Død Indeni og Savnet af Psykosen
Denne tomhed er et centralt tema. "Jeg er jo død i/inde i mig selv; føler/føler ingenting". Medicinen har måske fjernet de værste symptomer, men den har også fjernet evnen til at føle. Dette skaber et paradoksalt savn: "Jeg vil tilbage til/til den psykose og lev'/som et kokain". Psykosen var en rus, en intens oplevelse, der, trods smerten, føltes mere levende end den medicinerede følelsesløshed.
Jeget overvejer endda at misbruge sin medicin ("Oxapax") for bare at "føle/føle mere end jeg gør/jeg føler for lidt". Det er en hjerteskærende beskrivelse af den pris, man nogle gange betaler for stabilitet.
Den Evige Kamp på Perronen
Fra den indre kamp bevæger digtet sig til et konkret, fysisk sted for den ultimative kamp: togperronen. Her bliver selvmordstankerne virkelige. Stemmerne skriger, at jeget er "kendt som skuespils/spiller", en rolle han har brug for medicin ("tabletter/latuda") for at kunne bære.
Kampen er konstant og udmattende. "Ikke spor sjovt at/at gå rundt ved/platformen/på perronen og/Ikke vide om jeg gør/gør det eller ikke/gør/gør det og hopper". Det er en evig kamp at stoppe sig selv fra at tage det sidste skridt.
Dødens Lys
Til sidst i digtet står jeget "tæt til trapperne", i en bevidst handling for at holde sig væk fra "dødens lys". Det er en kamp for at undgå det skrig, der kan være hans eget. Digtet slutter med den kolde konstatering: "Hvis jeg hopper ud/hopper jeg ud, er jeg/død/bare skizofren".
Det er en brutal afslutning, der understreger digtets centrale pointe: At for omverdenen vil døden blot være en bekræftelse af diagnosen. En statistisk uundgåelighed for "bare" en skizofren. Men for jeget er det en daglig, udmattende kamp for livet, udkæmpet på kanten af perronen.
Dette digt er utroligt stærkt i sin skildring af den komplekse identitetskrise, der kan følge med en alvorlig diagnose, og den konstante, opslidende kamp mod selvmordstanker.
