Jeg Er Skizofren: Alene i et System Uden Hjælp
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'samfundskritik' i digtsamlingen 'jeg er skizofren'
En analyse af et samfundskritisk digt. Om at stå alene i psykosen, når systemet lukker kassen, og selvmord føles som den eneste udvej.
Jeg Er Skizofren: Alene i et System Uden Hjælp
Hvad sker der, når sikkerhedsnettet brister? Digtet "Samfundskritisk" er et råb fra bunden af et velfærdssystem, der har spillet fallit. Jeget står alene, forladt af OPUS og fanget i et værelse fyldt med "lort og dokument". Det er en fortælling om at være "døds/sindssyg" i et samfund, hvor nøglen til hjælp er smidt væk, og hvor selvmord fremstår som den eneste logiske udvej.
Forladt af Systemet
Digtet starter med en konstatering af total isolation. Jeget har kun "en enkelt/pædagog", men ingen, der reelt ser, "hvor galt det står/til". Snart forsvinder selv den sidste støtte fra OPUS, og han "står jeg alene". Det bliver "rart at/stå alene i psykos'/bli-'/hasteindlagt". Men selv den akutte hjælp er umulig at få, for man skal være "døds/sindssyg hvis du skal ind/på/institution". Systemet har skabt en ond cirkel, hvor man skal være ved at dø for at få hjælp, men ikke kan få hjælp til at undgå at nå dertil.
Dødshjælp og Metaforisk Selvmord
I dette svigtende samfund bliver "aktiv dødshjælp" et bizart reklametema. De "store ving'r" (måske et symbol på systemet) bærer de "små/måger" (de sårbare borgere) ud over Nordsøen for at lade dem "drukne i en dejlig/død". Når den reelle hjælp udebliver, bliver selvmordet en form for "selvhjælper". Jeget skyder sig selv med en "metaforisk/pistol", drukner og går "ud for et stort tog". Han sluger "cyanid", fordi det er den "eneste udvej af/mit/Helvede". Når systemet svigter, bliver selvdestruktion den eneste vej til "fredsro".
Blod på Hænderne og Statens Løgn
Jeget anklager direkte staten for de selvmord, der sker. "I kan bære min/kiste med mit blod om/hånd/i har mit blod på/Jeres hænder". Han opfordrer staten til at stoppe med at lyve og kalde det selvmord, når det i virkeligheden er et "symptom på idiotisk/hjælp/dumt system uden/Hjælp til sindssyge". Når han står alene og overvejer "løkken", er det fordi "det lort virker fandeme/får/mig ud af sort". Selvmordet er ikke et frit valg, men en direkte konsekvens af systemets svigt.
Identitetsløs og Uden Plads
Til sidst i digtet står jeget tilbage som et "samfundets produkt". Et samfund, der siger, der "ikke/er plads til at være syg", men som samtidig skaber sygdommen. Resultatet er en "identitetsløs mand", der ikke længere ved, hvem han er. Der er ikke plads til ham, så han bliver bedt om at "fucke af". Digtet er en sønderlemmende kritik af et samfund, der producerer sine egne ofre og derefter nægter at tage ansvaret for dem, hvilket efterlader dem i et tomrum af smerte og identitetsløshed.
