Jeg Er Skizofren: Angsten for Stilheden
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Rask skizofren' i digtsamlingen 'Jeg er skizofren'
En analyse af den komplicerede følelse af at være "rask skizofren". Om hvordan stilheden efter psykosen kan føles som et tab og om angsten for et normalt liv.
Den Komplicerede Stilhed: At Være Rask Skizofren
Hvad sker der, når psykosen forsvinder? Når stemmerne dør ud, og virkeligheden vender tilbage? Man skulle tro, det var en lettelse. Men for mange er det en kompliceret og forvirrende tilstand. I et sårbart digt udforskes netop dette paradoks: At være "rask skizofren" og den angst, der følger med stilheden.
Psykosen som Baggrundsstøj
Digtet starter med en konstatering af, hvor svært det er at beskrive sygdommen, "når jeg er så rask". Psykosen er ikke forsvundet; den er blevet til en "baggrundsstøj", en "radio af/baggrundsstøj/død af medicin". Stemmerne er der stadig, men de er dæmpede, vandrende i baggrunden.
Denne tilstand er forvirrende. "Min psykose er/død i medicin og det/det forvirrer mig". At være "ude af den/psykose af vildt" efterlader et tomrum. Den paranoia, der før var altoverskyggende, er nu erstattet af en ny, mere jordnær angst: "Vildt latterlig er/den paranoia nu er/angst/jeg er så angst; ja".
Den Raske Mands Byrde
At være "rask" er ikke en befrielse, men en ny form for byrde. "Du er rask; spasser/du er rask nu og så/glad/du er så glad for/At være rask og ik-'/høre stemmer og det/er/det du, men nej". Omverdenen forventer glæde og taknemmelighed, men indeni er følelsen en anden.
Den raske mand skal pludselig forholde sig til verden på en ny måde. Han skal være en "god mand", "lære at leve med/det at være rask/og/have et job". Det er et pres for at leve op til en normalitet, som føles fremmed. Kampen er ikke længere mod psykosen, men mod forventningerne til et normalt liv.
Den Seksuelle Frustration
Denne nye, "raske" virkelighed kommer også med en kropslig frustration. "Du kan ikke føl'/noget kun at din pik/klør/at du skal klø din". Følelsesløsheden, som medicinen kan medføre, skaber en distance til egen krop og seksualitet.
Der er en længsel efter hjælp, en "oprejsning", men også en dyb følelse af ensomhed. "Du skal bare dø/alene og ene; ja/ingen kvinde og/Ingenting at se/i din lejlighed er du/alene; ene". Stilheden er ikke fredfyldt; den er tom.
Knust og Knoklende
Jeget føler sig "knust af en kvinde/der vil dig til evig tid/en behandler". Forholdet til behandlersystemet er komplekst og ambivalent. De er der for at hjælpe, men de repræsenterer også den normalitet, der føles så svær.
Digtet slutter med en dyster konstatering: Man må "knokle og skrive/indtil du bliver syg/og/psykosen rammer". Det er en cyklus. Kampen for at være rask er så udmattende, at den truer med at kaste en tilbage i den sygdom, man lige er undsluppet. At være "rask skizofren" er ikke en endestation, men en skrøbelig balancegang mellem to verdener.
Dette digt giver et utroligt nuanceret og vigtigt indblik i de komplekse følelser, der kan opstå i kølvandet på en psykose. Det udfordrer den simple idé om, at "rask" er et entydigt positivt mål.
