Jeg Er Skizofren: At Være Djævlen I Danmark
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Jeg udskud' i digtsamlingen 'jeg er skizofren'
Et digt om at omfavne rollen som udskud. Om at svinge mellem at være Djævlen og udskud, der bliver låst inde af et samfund, der ikke vil kendes ved sine egne.
Blomst og Svin: Den Stolte og Smertefulde Identitet som Udskud
At være et udskud er ofte set som en forbandelse. Men i digtet "Jeg udskud" bliver det en kompleks og modsætningsfyldt identitet, der både er smertefuld og en kilde til en bizar form for stolthed. Digtet tager os med på en rejse, hvor jeget er en "blomst i blomst", Djævlen, en alkoholiker og en afrikaner – alt sammen i et forsøg på at finde en plads i en verden af "normalitet", der har udstødt ham.
Det Guddommelige og Dæmoniske Udskud
Digtet starter med en stolt erklæring: "Jeg er et dejligt/udskud en blomst i blomst". Jeget er ærlig over for sig selv i en verden af normalitet. Men denne stolthed er tæt forbundet med smerte og storhedsvanvid. Det "gør ondt at vær'/overmenneske", og "skizofreniens/Storhedsvanvid ta-'r/mig til Himlen i/skyer/bor i Helvede". Han bliver kaldt "Djævlen" af de kristne og er "forbandet til død". Medicinen bliver til "vin", og han forvandler sig til en "alkoholiker" i psykosens blodrus. Han er et udskud, men et magtfuldt og mytologisk et af slagsen.
Identifikationen med den Fremmede
Denne følelse af at være fremmed og udstødt fører til en uventet identifikation. Jeget drikker kaffe, der er "stærk/være med mælk være/god/som i Afrikas/Muddervand af lort". Han svæver over kontinentet som et "tæppe af/Hud" og elsker "alle der kæmper for/liv/der er for lidt værd". Han ser en parallel mellem sin egen kamp og afrikanernes. Da han flyver tilbage til Danmark, hvor "vi det godt", fastholder han denne identitet: "men jeg er skizofren/og/jeg afrikaner". Han er den fremmede, den "anden", som samfundet ikke vil anerkende.
Samfundets Racisme og Udstødelse
Denne selvidentifikation som afrikaner bliver mødt med samfundets hykleri og racisme. Han bliver "låst inde/fordi samfundet ikke/vil/have mig gå". Samfundet elsker at "låse syge" inde. Der er "for/lidt plads", og han er "ikke/spasser/nok til akut så/Ud med dig dit svin/dit udskud bliv/hjemløs". Digtet slutter dette kapitel med en bidende kommentar til dansk selvforståelse: "Vi er ikke ra/racister i Danmark du/gad'/afrikaner". Udstødelsen af den syge bliver sidestillet med racismen over for den fremmede. Begge bliver de ofre for et samfund, der ikke vil kendes ved sine egne "udskud".
En Blomst af Lort
Digtet efterlader jeget i denne splittede identitet. Han er både en "dejlig blomst" og et "svin". Han er både Djævlen og en undertrykt afrikaner. Han er et produkt af et samfund, der på én gang har skabt ham og udstødt ham. Rollen som udskud er ikke et valg, men en påtvunget skæbne. Men i digtet formår jeget at tage denne skæbne på sig og gøre den til sin egen – en smertefuld, men også stolt og provokerende identitet, der afslører hykleriet i den "normale" verden.
