Jeg Er Skizofren: At Voldtage Haiku Digtformen
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Haiku' i digtsamlingen 'Jeg Er Skizofren'
En analyse af et digt, der bruger voldelige metaforer til at beskrive en kamp med og mod den traditionelle haiku-form. Et opgør med digt traditioner
At Voldtage Formen: Et Opgør med Kunstens Fængsel
Hvordan kan en digtform føles som et fængsel? I et provokerende og voldsomt digt udforskes kampen med den stramme, japanske haiku-form. Digteren bruger billeder af voldtægt, mord og selvmord til at beskrive en kunstnerisk proces, der handler om at ødelægge traditionen for at kunne skabe noget nyt og frit.
Formens Fængsel
Digtet starter med en følelse af at være fanget. "Jeg er bag tremmer/mine ord vil ud". Tremmerne er "formens fængsel af/stavelser der skal fem/og/syv og fem rykker". Den strenge 5-7-5 struktur i haiku-digtningen bliver en spændetrøje for den frie fortælling.
Der er en had-kærlighed til det japanske. "Jeg elsker det ja/japanske har en stiv pik/for deres kunst". Men denne beundring bliver hurtigt til en trang til at ødelægge. Digteren vil "bastardisere" deres digte og skabe en dansk "knækprosa".
Voldtægten af Traditionen
Denne bastardisering beskrives med ekstremt voldsomme metaforer. Digteren har "voldtaget haiku", og japanerne "begår selvmord når de/ser/hvad jeg har gjort mod/Deres barn". Det er et billede på den ultimative vanære af en stolt tradition.
Anders Frimann, digter-jeget, bliver en "seriemorder", der "slår/til igen med digte/af/voldtægternes form". Han sprætter traditionen op indefra, og "lort flyder ud af/hullet". Det er grimt, brutalt og bevidst respektløst.
Fuck Den Stil
Opgøret er eksplicit. "Men fuck den stil der/har år af tradition/vi knækker linjer". Det er en programerklæring. Ved at "pisse på Japan/og traditioner" opnår digtene en ny form for skønhed, som en "cirkel af blod".
Digteren, Anders Frimann, kan "ikke klare formen; den/fucker med hans små". Den stramme struktur er i konflikt med det kaotiske sind. Derfor må digtene "slippes fri af haiku/de vil leve/frit".
Den Afmagrede Krop og Kniven
Digtets sidste del forbinder den kunstneriske kamp med en fysisk virkelighed. Kroppen er "afmagret/af næring og mad", fordi han "ikke/spiser nok mad til/daglig". Denne selvdestruktive adfærd spejler den kunstneriske destruktion.
Det slutter med et billede af en kniv, der er "klar/sprøjteorgasme". Det er et billede, der er fyldt med både seksuel energi, vold og en form for forløsning. Kniven kan både være den, der ødelægger, og den, der skaber.
Samlet set er digtet en voldsom og kompromisløs erklæring om kunstnerisk frihed. Det insisterer på, at man nogle gange må ødelægge og vanære de gamle mestre for at finde sin egen stemme – selvom den stemme er grim, brutal og fyldt med "lort".
