Jeg Er Skizofren: En Digters Kamp med Storhedsvanvid
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Digter' i digtsamlingen 'Jeg Er Skizofren'
Et digt om digterens splittede selvbillede. Om at føle sig som "fandens dygtig" og "noget lort" på samme tid, og om den evige kamp for at blive udgivet.
Fra Geni til Lort: Digterens Splittede Selvportræt
Hvad er en digter? Er han et geni, der spinder guld af smerte, eller er han en syg mand, hvis værker er "noget lort jo"? I digtet "Digter" tages vi med ind i den intense og splittede selvopfattelse, der kan plage en kunstner. Det er en rejse mellem manisk storhedsvanvid og knusende selvkritik, alt imens blikket er rettet mod det uopnåelige mål: forlagets anerkendelse.
Storhedsvanvid og Behandlerens Dom
Digtet åbner med et billede på den ukontrollerbare skabertrang: en "diarre af/ord". Denne flom af ord får jeget til at tro, han er "Fandens dygtig". Men denne følelse bliver øjeblikkeligt modsagt af den kliniske virkelighed: "men/jeg har/storhedsvanvid det/siger min behandler". Kunstnerens selvopfattelse bliver diagnosticeret som et symptom. Hans livsværk og debut bliver affejet som "noget lort", skrevet til "toilet/rullen". Denne konstante vekslen mellem at føle sig genial og værdiløs er digtets kernekonflikt.
Kunsten som Identitet og Våben
På trods af selvkritikken insisterer jeget på sin identitet som kunstner. Han er ikke bare syg; han er digter. Han knækker "knækprosas Japan" og har en "boner/for det/japanske", hvilket viser en passioneret og nørdet dedikation til håndværket. Han har skrevet "tolvhundred'/digte" og erklærer, at det at være digter og forfatter er det "eneste job jeg/det eneste jeg dur til". Staten kan "ikke en fuck for/jeg skal i uddannelse/ik-'/være digter". Kunsten er ikke en hobby, men et kald og den eneste mulige levevej, uanset om omverdenen anerkender det eller ej.
Den desperate henvendelse til Forlaget
Med denne kunstneriske identitet følger drømmen om anerkendelse. Digtet henvender sig direkte til et fiktivt forlag: "kære hr. forlag her er/mit/manuskript". Jeget beder dem om at "giv tid og se/Om det er noget/værd at udgive". Her vises sårbarheden. Bag den hårde facade og storhedsvanviddet ligger et dybt ønske om at blive set og valideret. Han beskriver sine værker som "Spundet til guld af/mine smalle fingre/af/underernæring", hvilket understreger, at kunsten er skabt af reel, kropslig smerte og derfor har en iboende værdi.
Den Sarkastiske Accept
Til sidst antager digtet en sarkastisk og opgivende tone. Jeget forestiller sig, at forlaget vil se ham som "skizofren og helt/gal" og blot sige "udgiv ham nu bar'". Anerkendelsen bliver ikke en anerkendelse af talent, men en slags velgørenhed eller et udtryk for fascination af det syge. Det er en bitter konklusion, der antyder, at selv hvis han bliver udgivet, vil det være på de forkerte præmisser. Han bliver ikke set som kunstner, men som en "gal" mand, hvis lidelser kan sælges. Det er en skarp kritik af den måde, kunstverdenen kan eksotificere psykisk sygdom.
