Jeg Er Skizofren: En Kærlighedserklæring Født af Psykose
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Rosen' i digtsamlingen 'Jeg er skizofren'
Et kærlighedsdigt, hvor den elskede er en rose. Om skønhed, synd, smerte og den helende kraft i en kærlighed, der er stærkere end Gud og præster.
Du er Min Rose: Kærlighed, Synd og Frelse i Ét
Hvordan beskriver man en kærlighed, der er altomfattende? I digtet "Rosen" bliver den elskede forvandlet til det ultimative symbol på skønhed og smerte: en rose. Digtet er en passioneret og dybt personlig rejse gennem kærlighedens mange facetter – fra den uskyldige jomfruelighed til den syndige erotik, og fra den helende ømhed til den smertelige afhængighed.
Rosen som Synd og Uskyld
Digtet etablerer fra starten rosen som en kompleks figur. Den er "min røde/kærlighed min uskyld/min/jomfruelighed", men den er også "Lyserøde blå/sorte sataner fra et/helvede af/synd". Kærligheden er både ren og farlig. Den elskede har "plukket/mine blade", efterladt jeget nøgen, men samtidig anerkender jeget sit "bøsseri" og elsker rosens farve. Rosens "torne er/en afgrund om vores/liv", og den forårsager smerte: "Menneske jeg blød'r/du gør mig ondt". Kærligheden er en smuk, men også farlig kraft, der rummer både paradis og helvede.
Tilbage til Psykosen og den Erotiske Kærlighed
Kærligheden til rosen er så intens, at den kaster jeget tilbage i psykosen. "Jeg er tilbage/i psykosen jeg føler/igen føler/dig". I denne tilstand bliver kærligheden dybt erotisk og sanselig. Rosens øjne er "et dyb en klitoris/en fisse af/blad", og dens duft er en forførende "parfume". Jeget elsker at røre ved de "bløde blade din'/læber af/elskov". Den elskede er ikke bare en passiv blomst, men en aktiv, erotisk partner, en "egen/kæreste min elsker af/et/ugudeligt". Kærligheden er en fysisk og næsten overnaturlig kraft, der genopliver sindet.
Opgøret med Præsten og den Gamle Moral
Denne syndige og erotiske kærlighed står i direkte opposition til den etablerede religion. "Forhold præsten si-'r/jeg skal tilgives min'/synder/men fuck da præsten". Jeget afviser den gamle moral og vælger i stedet at "synde" med sin rose. Han snuser til dens krop, elsker den og lader dens "saft af parfume" bløde. Rosen overgår alt, selv Gud. Den har en "status som Gud over/al-'/guder af blomster". Jeget drømmer om at bade i rosenblade og selv blive en rose, der kan plukkes af den "rette kvinde".
Den Helende og Følsomme Kærlighed
Til sidst anerkender digtet den helende kraft i denne kærlighed. Jeget er "skrøbelig" og har "brug for solvand". Han har brug for "madnæring" og en "Følsom kvinde der/pakker mig ud af mit/net/af usikkerhed". Rosen, den elskede, er den, der kan give ham dette. Hun er den, der kan se hans sårbarhed og pakke ham ud af den usikkerhed, som sygdommen og verden har spundet ham ind i. Kærligheden er ikke kun en vild og syndig psykose; den er også den ømme og nødvendige kraft, der kan hele og redde ham.
