Jeg Er Skizofren: Et Evigt Farvel og Hej til Psykosen

Livet med en psykisk sygdom er sjældent en lige linje mod bedring. Det er ofte en cyklisk bevægelse, et evigt "Farvel/Hej" til forskellige tilstande. Dette digt, med sin dobbelttydige titel, fanger præcis denne oplevelse. Det er en rejse, vi har været på før – fra den medicinerede normalitet til psykosens kaos – men gentagelsen understreger det uundgåelige og cykliske i denne kamp.

Digtet starter, præcis som "Farvel", med en afsked til psykosen. "Medicin slår hårdt/godnat psykose sov/godt/jeg er normal nu". Men denne normalitet er en illusion. Den er præget af "kognitiv/problemsmén" og en depression, der farver verden grå. Normaliteten er ikke en befrielse, men en skrøbelig våbenhvile, der kun venter på at blive brudt. Ankomsten af "Øksemorder" og "Guds lys" signalerer, at rejsen tilbage til det kaotiske er begyndt.

Med psykosens tilbagevenden siger jeget "hej" til en ny, manisk identitet. "Euforisk føls'/jeg er Gud jeg kan/trylle/knipser vin af vand". Men denne guddommelige magt er kortvarig. Den fører direkte til anholdelse og et "hej" til psykiatriens lukkede verden. Her bliver han mødt med "oxapax som hammer", der slår ham til søvns. Han siger farvel til sin frihed og hej til rollen som "skizofrenipræst", der deler sin smerte med en verden, der står "skævt omkring".

I psykosens verden siger jeget farvel til almindelig kærlighed og hej til en mere kompleks og farlig version. Han møder "Lucifer min fjend'", men også en kærlighed, han kalder "Gud". Det er en kærlighed, der er "to/kroppe/der danser", en intens fysisk forening, der først stopper, "når/du klemmer om en/hård pik/vi er i Himlen". Det er et farvel til den trygge, romantiske kærlighed og et hej til en mere primær, næsten dæmonisk drift.

Til sidst siger jeget farvel til ægte følelser og hej til en fremtid, hvor kærlighed er "følelsesløs". Han dagdrømmer sig frem til en "ny fremtid/med din/en fremmeds kærhånd". Den elskede er ikke længere en person, men en "anime", et fjernt ideal. Titlen "Farvel/Hej" indkapsler denne uendelige cyklus. Hver gang han siger farvel til psykosen, siger han hej til en tom normalitet. Og hver gang han siger farvel til normaliteten, siger han hej til psykosens intense, men destruktive verden. Han er fanget i en evig drejning mellem to poler, ude af stand til at finde en varig fred.