Jeg Er Skizofren: Et Farvel til Normaliteten

"Medicin slår hårdt/godnat psykose sov/godt/jeg er normal nu". Sådan starter digtet "Farvel", men normaliteten er en skrøbelig og kortvarig tilstand. Digtet er en rejse ned i kaninhullet, et farvel til den påtvungne ro og et goddag til psykosens vilde, skræmmende og på en mærkelig måde forførende univers. Det er en fortælling om at miste sig selv og finde Lucifer i sit eget sind.

Normaliteten er en facade. Jeget "tager pis", har "kognitiv/problemsmén" og "pisser i sengen". Han ser "syner så grå/depression af gråt". Men så sker der et skift. En "Øksemorder" slår en "sprække af død" i hans dør, og "Guds lys" skinner igennem. Frelsen er nær, og jeget bliver euforisk: "jeg er Gud jeg kan/trylle/knipser vin af vand". Men denne guddommelige tilstand fører direkte til anholdelse. "Politi slår til/håndjern strammer om/håndled/jeg skal i brummen".

I psykiatrien bliver han mødt med kemisk vold. "oxapax som hammer/slår/mig straks til søvns". Hans sidste ord er et "efterordsfyrværkeri", der banker i hans hjerte. Han er "Smertens unormal/jeg er/skizofrenipræst/deler min smerte". Han har accepteret sin rolle som en præst for smerten, en formidler af den unormale tilstand. Han ser verden som "lort", hvor "alting skævt omkring".

I dette skæve univers opstår en forførende og farlig kærlighed. En kvinde med "to meloner" vinker, og han "knepper øjne". Et "knus knuser dig", og han tager den elskedes "af i mit sind". Men denne kærlighed er tæt forbundet med det dæmoniske. "Helvede findes/i min psykose står/han/Lucifer min fjend'". En djævel og en engel kæmper om ham, og en ASMR-stemme hvisker "jeg kommer". Kærligheden er en dans mellem Gud og Djævelen, en pik i hullet, to kroppe der danser.

Til sidst finder jeget en form for afklaring i denne kaotiske tilstand. Han stopper først, "når/du klemmer om en/hård pik/vi er i Himlen". Han skriver en sang "uden rim uden/hilsen" til den elskede, der er "derude". Han dagdrømmer sig frem til en ny fremtid med en "fremmeds kærhånd". Han ved, at den elskedes øje fortæller ham noget i et "knus/fyrværkeri zap". Men konklusionen er tragisk: "Den eneste måde/jeg føler er kærlighed/er/følelsesløs". Kærligheden er blevet en tom, mekanisk handling, og den elskede er blevet til "min anime". Farvellet til normaliteten har ført til et farvel til ægte følelser.