Jeg Er Skizofren: Et Opgør med Pårørendes Dom - Min Farfar
Anders Frimann Christensen
Share
et digt om den smertefulde dom fra pårørende og systemet. Om at blive kaldt "spasser" og "bindegal", og hvordan misforståelse kan føles som et mordforsøg.
Når Pårørende Bliver Fjenden: Et Opgør med Dom og Misforståelse
De nærmeste kan såre dybest. Digtet "Pårørende" er et brutalt og hjerteskærende vidnesbyrd om den smerte, der opstår, når familien og systemet ikke bare misforstår, men aktivt dømmer og stempler. Det er en fortælling om at blive reduceret til en diagnose, en "spasser" og en "narrepiksmand", og hvordan denne dom til sidst forvandles til en voldelig, psykotisk fantasi.
Familiens og Kommunens Stempel
Digtet åbner med en direkte konfrontation med en "gammel og/sær" farfar, der kalder jeget "spasserparat; sindssygt/klar/til den lukkede". Denne dom bliver bakket op af "kommunen", der "sætter mig i bås som/en/spasser". Jeget føler, at hans plads i samfundet er blevet defineret for ham: Han er handicappet, for syg til uddannelse, og det er en sandhed, "kommunen har sagt". Han er blevet reduceret fra et menneske til en etiket, en administrativ byrde.
Kunstneren som Bindegal Provokatør
Denne stempling fortsætter i de pårørendes syn på hans kunst. Hans autobiografi får "rynker på folks næser", fordi "han/er jo sindssyg". Hans forsøg på at informere og udtrykke sig bliver set som en "nedsmeltning". Han er ikke en forfatter, der bearbejder sin sygdom; han er en, der "bløder for det/tv og elsker/opmærk/opmærksomhed". Hans kunstneriske ambitioner bliver affejet som et forsøg på at virke "klog og/så/genial", når han i virkeligheden bare er "dum/at/narre alle". Han er en "narrepiksmand", en bedrager, der ikke engang er rigtigt skizofren.
Den Rådne Verden og den Dræbte Skov
Denne konstante nedgørelse farver hele jegets verdenssyn. "Verden er jo hans/østers en rådden/østers/der stinker af pis". Hans hallucinationer bliver en del af denne råddenskab. I en voldsom metafor bliver hans "kære fars/far" – den dømmende farfar – til en, der er "helt ude og skid'/i/en skov af birk". Han "hugger ned med økse/og/dræber skoven". Den pårørendes dom er ikke bare ord; den er en destruktiv kraft, der ødelægger alt det smukke og levende.
Øksemanden og det Endelige Opgør
Til sidst kulminerer frustrationen i en voldelig fantasi. "Og øksemanden er/efter Anders Frimann/det/svin skal bare dø". Farfaren er nu blevet til en morderisk øksemand, der bryder døren ned til jegets hjem. Digtet slutter med den ultimative konsekvens af den pårørendes dom: "Her er farfar si-'r/manden gennem hullet/og/han slår mig ihjel". Den verbale og psykologiske vold er blevet til et fysisk mord. Det er et rystende billede på, hvordan det at blive konstant misforstået og dømt kan føles som et angreb på selve ens eksistens.
