Jeg Er Skizofren: Et Opgør med Verdens Dumme Spørgsmål
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Journalister' i digtsamlingen 'Jeg Er Skizofren'
En analyse af et digt om at blive interviewet om sin skizofreni. Om de overfladiske spørgsmål, den manglende forståelse og kunstnerisk kraft i sygdommen.
"Man Får Fuckfinger": Et Interview med Psykosen
Hvordan er det at skulle forklare sit "evige mareridt" til en verden, der forventer simple svar? I et digt formet som et aggressivt og sarkastisk interview, tager digteren et opgør med de banale spørgsmål, journalister og omverdenen stiller til en person med skizofreni.
De Forudsigelige Spørgsmål
Interviewet starter med de klassiske, næsten naive spørgsmål: "Hvad betyder det/for dig at være/skizofren?" og "Er det så kronisk?". Spørgsmål, der afslører en fundamental mangel på forståelse. Digterens svar er fyldt med frustration og en mørk ironi: "godt spørgsmål din/spasser ja/det er sgu kronisk".
Der er en afgrund mellem den levede erfaring af sygdommen og de pæne, afklarende svar, verden forventer. Når journalisten spørger, "Hvad gør man?", er svaret ikke en selvhjælpsguide, men den brutale virkelighed: "man bliver indlagt". Og hvad får man der? Ikke trøst, men "medicin", "terapi" og, som digteren bittert joker, en "fuckfinger".
Hvorfor Stå Frem?
Journalisten fortsætter med at undre sig over, hvorfor digteren vælger at stå frem, og hvorfor der er så få skizofrene forfattere. Svaret er lige så simpelt, som det er tragisk: "nok/fordi de er/Indlagt har deres/eget liv kæmper med/livet/med deres sygdom". Det er ikke et valg at være tavs; det er en konsekvens af en sygdom, der stjæler ens overskud og frihed.
Spørgsmålet "Hvorfor er du god/til at skrive" bliver mødt med et CV af smerte: "jeg har skrevet i/Otte års digte/noveller og romaner/er kunstner før jeg". Kunsten er ikke et resultat af sygdommen, men en identitet, der eksisterede før, og som nu bruges til at overleve den.
Misbruger og Afvænning
Interviewet tager en drejning mod de mere tabubelagte emner. "Er du misbruger?". Svaret er ja, men ikke på den måde, journalisten forventer: "ja jeg misbruger/kaffe/alkohol i småt". Det er et forsøg på selvmedicinering, en "afvænning" fra livets smerte, der "virker ikke".
Presset for at blive udgivet og anerkendt er en konstant trussel. Forlagene "når forlag gi-'r/en fuck for psykisk/Syge", og digteren må "hamre på døren" for at komme ind.
Flugten ind i Fantasien
Hvad skriver man så om, når virkeligheden er så hård? Man skriver sig væk. Digteren arbejder på "elleve ufærdige/værker/romaner" i genrer som fantasy og krimi. Skrivningen bliver en flugtvej, en måde at skabe en anden verden på.
Digtet slutter med en af de mest ærlige og sårbare linjer: "Er lykkeligst når/jeg drømmer mig ud af/den/her verden af lort". Det er den ultimative konklusion på interviewet. Kunsten er ikke en pæn, poleret fortælling om bedring. Den er en desperat og nødvendig flugt fra en smertefuld virkelighed. Det er den sandhed, de simple spørgsmål aldrig kan fange.
Dette digt er en kraftfuld kritik af den måde, vi taler om psykisk sygdom på, og en hyldest til kunsten som et overlevelsesredskab.
