Jeg Er Skizofren: Genfødt som Autist
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Jeg er autist' i digtsamlingen 'jeg er skizofren'
Et digt om at skifte identitet fra skizofren til autist. Om savnet af psykosens intense følelser og kampen for at genfinde sig selv i en verden, der føles tom.
At Genopstå som Autist: En Ny Fødsel, et Gammelt Savn
Hvad sker der, når én diagnose afløser en anden? Når man bliver "født på ny/i en ny krop som ny/sjæl"? Digtet "Jeg er autist" er en dybdegående rejse ind i en identitetskrise, hvor jeget genopstår som "overfølsom autist". Det er en ny begyndelse, men den er hjemsøgt af fortiden – et savn efter psykosens intense følelsesliv og en frygt for den tomhed, der truer med at tage over.
Den Nye Identitet og Savnet af Følelser
Digtet proklamerer en genfødsel: "jeg er autist". Denne nye identitet er bekræftet af behandleren, og jeget udfordrer dem, der tvivler. Men denne genopstandelse er ambivalent. Han "savner det være/Autist under/psykose og være et/med/følelserne". I psykosen var følelserne – selv vreden – en kilde til liv. Nu, hvor han er blevet "forhadt af/allemand" på grund af sin "paranoid/skizofren/diagnose", føles den nye, mere afdæmpede tilstand som et tab. Angsten rammer stadig som en "pistol", men det er en skygge af den tidligere intensitet.
Den Raske Stunds Tomhed
Den største trussel i denne nye tilstand er følelsesløsheden. Jeget drømmer om at være autist, men "min autisme/Svinder hen i min/raske stund og jeg/føler/føler ingenting". At være "rask" er ikke en befrielse, men en form for død. Det er en tilstand, hvor følelserne, som er "hellige", forsvinder. Han har vinket farvel til "den/galge jeg har forladt", men den nye virkelighed er en overstimulering, han "mærker det ik-'". Der er en desperat bøn om at få "glæden til/tilbage i min krop".
Drømmen om Psykosen som Paradis
Denne følelsesløshed skaber et paradoksalt ønske: at vende tilbage til sygdommen. "Slår jeg tilbage/i psykosen lever jeg/et/fuldendt godt liv". Psykosen bliver romantiseret til et sted, hvor han kan fantasere og skrive historie i sig selv. Det er et "paradis og/inde i Helvede er/der varmt/og så rart". Denne længsel er så stærk, at han overvejer at "give slip på medi/medicin" for at blive et "Overmenneske" igen, styret af "stemmernes kald". Han vil have "Magt over mit sind" og "leve igen og/være/autist" i sin fulde, følende form.
En Identitet i Ruiner
Digtet efterlader jeget i et limbo. Han er født på ny som autist, men føler sig mest levende i mindet om den skizofrene psykose. Den "raske stund" er en tom skal, en galge han er undsluppet, men som stadig kaster sin skygge over ham. Han længes efter at føle, selvom det betyder at skulle omfavne smerten og kaosset fra sin fortid. Identiteten er i ruiner, splittet mellem en diagnose, han har forladt, og en ny, han endnu ikke kan finde sig til rette i. Kampen for at føle er blevet den nye overlevelseskamp.
