Jeg Er Skizofren: Hjemsøgt af Mig Selv
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Hjemsøgt' i digtsamlingen 'Jeg Er Skizofren'
Et digt om at være hjemsøgt af sine egne tanker og stemmer. Om den indre rockerkrig, selvdestruktion og den totale isolation, når man er fanget i psykiatrien.
Den Indre Rockerkrig: At Være Hjemsøgt af Sig Selv
Hvad sker der, når ens eget hoved bliver et hjemsøgt hus? Når stemmerne ikke kommer udefra, men indefra, og man er i konstant krig med sig selv? Digtet "Hjemsøgt" er en brutal og ærlig rejse ind i et sind, der er besat af sin egen sygdom – en verden af hjernevask, selvdestruktion og en ensom kamp bag lukkede døre.
Hjernevask og Selvdestruktion
Digtet etablerer fra starten, at truslen er intern. "Mit hoved er jo/hjemsøgt af mine/stemmer". Disse stemmer er ikke bare tanker; de er en form for "hjernevask", der får jeget til at blive bange for sig selv og sin egen hjerne. Sindet driver gæk med ham, afpresser ham og vender alt mod ham selv i en ond cirkel af selvdestruktion. Kampen er ikke mod en ydre fjende, men mod "mig selv og/min sygdom er dum". Det er en frustrerende og udmattende kamp mod en fjende, man ikke kan flygte fra, fordi den bor indeni.
Bandekrig i Sindet
Denne indre kamp eskalerer til en regulær "rockerkrig". Jeget er ikke bare et offer; han er også gerningsmand: "Jeg er bandemand/bandemedlem og/bagmand/jeg kriger med mig". Han er både den paranoide og den skizofrene, en upålidelig figur, der hverken kan stole på sig selv eller andre. Det eneste bevis på, at han stadig er i live, er hjertet, der banker. Digtet reflekterer bittert over et "forpurrede/selvmord", hvor selv flugten mislykkedes, og han er efterladt med den tomme konstatering, at han stadig lever.
Fængslet i Psykiatrien
Krigen fører til en uundgåelig konsekvens: indlæggelse i sit eget hjem. "Psykosen rammer/sætter mig ind bag/tremmer/igen på lukket". Jeget er fanget i sin lejlighed, isoleret fra verden "uden papa el-'r mama/bare/de syge". Han lever nu sit liv "inde/i psykiatrien i/min lejlighed", hvor den "skide dør" bliver et symbol på hans fængsel. Han går ikke udenfor, men dør langsomt indeni, længe før sin tid. Isolationen er total, og den ydre verden er reduceret til et fjernt minde.
Opgivelsen og den Hjernevaskede Tilstand
Til sidst i digtet kommer opgivelsen. Lysten til at røre ved "lejlighedens dør herind'" forsvinder. Jeget accepterer sin skæbne som fange af både sygdommen og systemet. Han konkluderer, at "Alle mine ord/alle mine tanker/er/vrangforestilling". Alt, hvad han er, og alt, hvad han tænker, bliver reduceret til symptomer. Han ser sig selv som "hjernevasket" og anerkender sit "brug for terapi". Digtet slutter i denne tilstand af total afmagt, hvor identiteten er fuldstændig opløst i diagnosen, og den indre krig har resulteret i et totalt nederlag.
