Jeg Er Skizofren: Jeg Er Gud - Vrangforestilling
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Jeg er gud' i digtsamlingen 'jeg er skizofren'
Et digt om skizofrent storhedsvanvid. Om at se sig selv som Gud, omfavne synden med ludere og præstedøtre, og prædike en ny, radikal form for kærlighed.
Fra Præstedatter til Gud: En Tour de Force i Storhedsvanvid
Hvad sker der, når sindet sprænger alle rammer og identificerer sig med den ultimative magt? Digtet "Jeg er Gud" er en manisk og ekstatisk rejse ind i et storhedsvanvid, hvor jeget ikke bare er syg, men guddommelig. Det er en verden, hvor Satan og hellighed eksisterer side om side, hvor synd bliver en vej til frelse, og hvor kærlighedens budskab bliver prædiket på den mest blasfemiske måde.
Den Hellige og Syndige Fødsel
Digtet starter med en chokerende og blasfemisk skabelsesberetning. Jeget bliver ikke født af Gud, men bliver gjort "så/fandens hellig" ved at have "kneppet" præstens datter. Samtidig har "Satan har sat sig/i mine blodårer". Han er en hybrid af det hellige og det dæmoniske. Dette er ikke en almindelig psykose; det er et "storhedsvanvid", der løfter ham op "til skyerne i Himlen/langt/fra Helvede". Han er Anders Frimann, en "fri/mand", der er blevet sin egen gud, en "Skabskristen" genfødt gennem synd.
Opgøret med den Gamle Gud
Som den nye Gud tager jeget et opgør med den gamle ordens symboler. "Guds hus er blevet/et skide galehus". Han beder ikke om tilgivelse for sine synder; han omfavner dem. Han har "syndet med en/luder i Århus og/jeg/elsker at gå tur". Synden er ikke en byrde, men en kilde til glæde og magi. Luderens arbejde er "flot/så magisk", og han henvender sig direkte til den gamle autoritet – "kære præst jeg/synder/du ved det så godt" – med en provokerende selvsikkerhed. Han overtager Guds rolle og vender hans regler på hovedet.
Den Nye Kærligheds Prædiken
Fra denne nye guddommelige position prædiker jeget et nyt budskab. Han ser Jesus som en, der er "fandens god til de/der/korsfæstelser", en slags makaber performancekunstner. Jegets eget budskab er mere direkte: "find dig en kæreste/din/single halvabe". Han prædiker, at "kærligheden er stor/og/større end mig og/Jeg er Gud så for/fanden hvor er det stort/at/gå op i elsker'". Kærlighed er den sande guddommelige kraft. Denne kærlighed er ikke ren og pæn; den er rå og inkluderende. "Sig jeg elsker dig/til din lokale luder/og/knep hende glad".
Velsignelsen af de Udstødte
I sin rolle som den nye Gud giver jeget sin velsignelse til dem, samfundet ser ned på. "Så bliver i gift/i bliver gift med min; ja/min/velsignelse". Han erklærer, at "Ludere har o-s-/brug for kærlighed og/du/skal elske; elske". Digtet slutter med denne radikale inklusion. Det er en teologi, der er født ud af psykosen, hvor de udstødte bliver de hellige, og hvor synden bliver vejen til den største kærlighed. Det er et vildt, forstyrrende og på sin egen måde smukt manifest fra et sind, der har skabt sin egen religion.
