Jeg Er Skizofren: Kaffens Ritual i en Psykotisk Verden

I en verden, der konstant truer med at falde fra hinanden, kan de små, daglige ritualer blive en livline. Digtet "Kaffe" er en hyldest til netop sådan et ritual. At lave en kop kaffe er ikke bare en praktisk handling; det er en sanselig rejse fyldt med minder, musik og en desperat kamp for at holde sygdommen stangen. Kaffen bliver et øjebliks kærlighed i en ellers kold verden.

Ritualet starter med en intens, sanselig oplevelse. Jeget tager "tøj af/din indpakning" og "voldssmag'r/tobak i næsen". Han dufter "aviser/tænker på tjære og/mørkt/chokoladekys". Han drikker "kakao/kaffe med mælk i mit/sind". Han finder sin "yndlingskop/Silkeborg/Himmelbjerget" og lugter det "sortbrunt ristet/kaffeguld". Hele processen er gennemsyret af nostalgi og en dyb, personlig forbindelse til kaffen.

Kaffen vækker minder om "mormors død/lugt af gammel/beboer". Han svæver som "sindssyg/fanget i psykosen/af/mormors kistedød". Men han finder trøst i musikken. Han tænder for "Måneskin" og tænker på "Supermodel". Han rocker som en stjerne og synger med, i håb om at sangens "lange/gentagne loop" vil gøre ham bedre. Ritualet er en måde at håndtere sorgen og psykosen på, en måde at finde et lille holdepunkt i kaos.

Mens kaffen brygger, stiger utålmodigheden. Dråberne drypper "stadigvæk/gennemblødt filter". Han venter på "espressoens kald" og holder af "dampen/tornadoens/blæsevejr". Han ryger en cigaret, men "kan ikke vente mere/skal/have mit blod". Kaffen er blevet en nødvendighed, et "fix/koffeinsindsprøjtningen/fix af medicin". Han overvejer "alternativsmetoder", men afviser dem. Han har brug for sin "tablet/hver dag uden fejl" og frygter sin sygdom. Han beder til, at "latuda virk nu virk/godt/slå sygdom ihjel".

Endelig er kaffen klar. "Skal have det ind/mine læber kysser/krus/øj'blikskærlighed". Den første slurk er en voldsom og kærlig handling: "Jeg tager i vold/en slurk af min kaffe;/brun/du varmer min mund". I dette ene, lille øjeblik finder han en form for kærlighed og varme. Kafferitualet er ikke bare en rutine; det er en daglig kamp og en lille sejr. Det er et øjebliks fred, et øjebliks kærlighed og et øjebliks håb i en verden, der konstant er på randen af sammenbrud.