Jeg Er Skizofren: Kognitiv Terapi eller Hjernevask?
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Kognitiv Terapi' i digtsamlingen 'Jeg Er Skizofren'
Et digt om kognitiv terapi set fra patientens stol. Om ønsket om at blive hjernevasket rask med bøger og kunst, og den konstante tvivl og savnet af sygdommen.
At Hjernevaske Sig Selv: En Drøm om Kognitiv Terapi
Hvordan bekæmper man en hjernevask? Ifølge digtet "Kognitiv terapi" er svaret simpelt og paradoksalt: med en anden hjernevask. Digtet er en sårbar og ærlig bøn om at blive "gjort til menneske" igen gennem en kur af bøger, kunst og medicin. Men det er også en fortælling om den dybe tvivl, der opstår, når behandlingen føles som en drøm, og savnet af sygdommen lurer i baggrunden.
Bønnen om en Ny Hjernevask
Digtet åbner med en desperat bøn. Jeget vil bekæmpe sin sygdoms "hjernevask" med en ny, positiv en af slagsen. Han beder om "kognitiv/Terapi", "rolige ord i bøger", "medicin" og kunst i form af "japanske anime film". Han ønsker at blive ramt af "telepati" for at lære at tænke på ny, med "Glade tanker og/ingen angstfyldte/tanker". Det er et ønske om at blive renset, om at få udskiftet den syge software med en rask version, så han kan blive "menneske" igen, ikke bare en "patient".
Behandlingen som en Uopnåelig Drøm
På trods af det stærke ønske, er der en nagende fornemmelse af, at den ægte terapi er uopnåelig. "Jeg lever i en/drøm for kognitiv tera/terapi/er jo/Ikke noget jeg/får under min/behandling/jeg drømmer jo bar'". Den reelle behandling føles utilstrækkelig. I stedet må jeget selv forsøge at "kurere mig selv med/det/lort jeg indtager" – en selvterapi gennem medier, der kommer ind "Gennem øjne og/ører". Han tvivler på, om medicinen alene kan gøre det, men sætter sin lid til, at "digtene gør" arbejdet. Kunsten bliver den sande terapi.
Den Selvskabte Helbredelse
Denne selvterapi fortsætter med en daglig rutine. Jeget "overvejer hver dag/at læse/den samme/Bog ved aftenstid/og håber at det har/en/effekt efter år". Han forsøger at bilde sig selv ind, at han kan "Hele sig igen", at han er "velsignet af noget/mer'/end Gud". Det er en skrøbelig proces, der kræver en enorm "indsats at kurere/sig/selv". Han anerkender, at helbredelse ikke er en passiv proces, men en aktiv kamp, han selv må føre, bog for bog, dag for dag.
Tvivlen og Savnet af Sygdommen
Men netop denne kamp skaber en fundamental tvivl. Har han overhovedet det "overskud" der skal til? Og vil han i virkeligheden være rask? Digtet slutter med den smertefulde erkendelse: "Rask igen for så/savner jeg nok min/sygdom". Identiteten som "Anders er syg" er så stærk, at den raske tilstand føles som et tab. Hans "terapi" – kunsten – er en "alternativ medi/mediciner" ham, men den fjerner ikke den grundlæggende ambivalens. At blive rask betyder at miste en central del af sig selv, og den frygt er måske den største forhindring af alle.
