Jeg Er Skizofren: Min Død og Samfundets Hykleriske Gravtale

Hvordan bliver en "syg" mand husket, når han er død? I digtet "Så holder vi kæft" er svaret en blanding af hykleri, lettelse og morbid fascination. Digtet er en iscenesat gravtale, hvor samfundet "ærer afdød/Anders Frimann Skizosen". Men æren er hul. De husker ham som en mand af "mange/lorteordsprog", en "psykopatsgal" mand, der elskede at tale om at "kneppede/præstedøtre".

Samfundet samles for at tale om hans "sidste/stund". Han "hoppede ud/Sprang ud fra sin/anden sal", fordi han havde "fået/nok/af os andre". De tilgiver hans "sygdoms/syge spektakler", men ikke hans "synd". De husker ham som en, der hoppede ud foran et DSB-tog, og de "fordømm'r banen". De vil brænde hans "dødskrop/laver stjernestøv". Han var en "giga pik af en stjerne/en/rigtig umand", og de mindes ham med "saltstænger og øl".

De husker ham som en, der "elskede jo/at rive i sin habit/holde sin/flagstang". De hejser et "rigtig sørøvers/flag/dødningehoved" for ham. Alle "rockere/og bander i landet er/samlet", fordi hans ønske var deres "tilstedeværelse ved/død". Han blev "udskrevet ved død", fordi han "kom aldrig ud/af psykiatri i/live". De giver ordet til en mikrofon, der er en "pik/mikrofonspikken", og understreger, hvor vigtigt det er at sige, at de "virkelig/Prøvede".

Sandheden er, at de "prøvede jo at/bespare staten ved at/sende/hans selvmord/Afsted i en fart". De gav ham "gode råd om slik", for "jo/mere du ta-'r/Jo mere krop får/du". De håbede, han ville blive "sukkersyg/men/så døde han". Hans død er en "stor gevinst for/vores samfund", der nu har "brug/for/flere dagpenge". De dømmer ham "nu/skizofren til det/sidste/ro i retssalen". Hans død er en økonomisk lettelse for det samfund, der aldrig forstod ham.

Til sidst i digtet falder stilheden. Gravtalen er forbi, og konklusionen er klar: "Så holder vi kæft". Samfundet har sagt sit, har renset sin samvittighed og kan nu glemme den "psykopatsgale" mand, der var til besvær. Digtet er en sønderlemmende kritik af den måde, samfundet behandler sine mest sårbare på – ved at romantisere og fordømme dem i døden, mens man i virkeligheden er lettet over at være sluppet af med problemet.