Jeg Er Skizofren: Min Dødsdom og Livstidsstraf

At få en diagnose som skizofreni kan føles som at få en livstidsdom – og en dødsdom på samme tid. Digtet "Livstid" er en dyster og afklaret refleksion over denne skæbne. Jeget ser sin fremtid som en forkortet rejse, præget af demens og følgesygdomme, hvor den eneste trøst er, at døden kommer tidligt. Det er en fortælling om at acceptere sin skæbne og finde et perverst paradis i undergangen.

Digtet starter med en kold konstatering: "Jeg skal dø tyve/år tidligere end/normalt/skizofrenien/Sidder som virus/slår mig ihjel med/selvmord/gør mig så dement". Sygdommen er ikke bare en mental lidelse; den er en fysisk dødsdom, der belaster ham kognitivt og sikrer, at han dør i "tidlig ald'r". Men denne skæbne er ikke kun en tragedie. "Intet plejehjem/Gud har velsignet mig/jeg/dør bedste alder". Den tidlige død bliver en velsignelse, en flugt fra alderdommens forfald.

Denne accept af døden fører til en omfavnelse af undergangen. Verden er et "jordisk Helvede/et/dødens paradis". Der er "ingen respirator ing'n/i/mit paradis". Han afviser enhver form for livsforlængende behandling. Verden er et "skib mod/smeltende isbjerg", et skib uden kurs, der er dømt til at synke. I denne syndflod er der "intet/land/kun saltvand og reb". Den eneste udvej er at "gå i galge", og jeget vil være den første til at tage rebet.

Mens han venter på den uundgåelige død, flygter jeget ind i en drømmeverden. "Jeg vil i Himlen/mit paradis i drømme/jeg/skriver mig væk". Han tager "til månen i/rum/flyver fra jer svin". Han vil forsvinde fra den "klam eksistens" og leve i en "anden verden", før hans illusion forsvinder. Denne flugt er tæt forbundet med kærligheden. Han vil tage afsted, når han har "elsket en/kvinde/når vi har skilt os". Kærligheden er en forudsætning for den endelige flugt.

Til sidst finder jeget en form for fred i denne skæbne. Han ser "et jeg og et/du er derude", og han ved, at han elsker hende. Hendes øjne er hans "hvile". Hun skal være "noget stort", men hun får ham "som livstidselsker". Samtidig ser han sig selv som en engel, og hun er hans "Gud". Men kirken siger "stop/du er fuld af synd". Han accepterer sin skæbne: "Skriver i Himlen/jeg skal dø på små tres/år/Bliver kort livstid". Livstidsdommen og livstidskærligheden smelter sammen i en smuk og tragisk accept af et kort, men intenst liv.