Jeg Er Skizofren: Min Kærlighed til en Voldelig Stat
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'jeg elsker staten' digtsamlingen 'jeg er skizofren'
Et digt om "kærligheden" til staten. Om at blive behandlet som et mongolbarn i et system, der udstiller syge på TV.
Jeg Er Skizofren: Jeg Elsker en Voldelig Stat
Hvordan kan man elske et system, der nedbryder en? I digtet "Jeg elsker staten" bliver "kærlighed" et våben af den pureste sarkasme. Jeget beskriver sin "kærlighed" til en stat, der føles som en voldtægt, en karrusel af ydmygelse og en udstilling af de syge til offentligt skue. Det er et portræt af et system, der er mere interesseret i at passivisere end at helbrede.
Voldtægten og Karrusellen
Digtet åbner med en chokerende kærlighedserklæring: "Elsker en voldtægt/af afmagt af/dårlige/behandlere". Behandlerne er "kvaksalvere" og "statsstøttede/mongoler/der gør mig mer' syg". Kærligheden er til den "karrusel", hvor man bliver "spændt fast i alle/de/offentlige/Instancer". Systemet elsker at gøre syge mennesker "rundtosset". Det er ikke en kærlighed til omsorg, men en sarkastisk omfavnelse af den magtesløshed og ydmygelse, jeget oplever.
Udstillingen af "Spasseren"
Denne "kærlighed" fortsætter i mediernes fremstilling. Systemet er ikke interesseret i forskning, men i at gøre de syge til underholdning. De sætter patienter "i/spændetrøjer i zoo/de skal/på TV". "DRs sygdomme" viser "paranoid mænd" frem til "Danmarks/hr. og fru Jensen", så de kan se, "hvor de klapper af". "Spasseren" skal på forsiden af avisen som en "succeshistorie", et bevis på, at selv en skizofren kan "gøre en forskel". Det er en kynisk udnyttelse, forklædt som oplysning.
Den Grufulde "Hjælp"
Den hjælp, der tilbydes, er lige så grotesk. I stedet for reel støtte får jeget "et klap i/røven/kast ham i søen". Redningsvesten kommer først, når han er ved at drukne. Hans smil er et "smil af rådskab", og hans tænder bliver rettet med "en hammer/og/en mejsel af død" af en tandlæge ved navn "hr. Grufuld". Kirurgen "Grufuldere" snitter i hans hjerne, indtil han er "helt/hjernedød". "Hjælpen" er en voldelig og destruktiv proces, der udsletter personligheden.
Belønningen: Pension og Elektrochok
Efter denne totale nedbrydning kommer belønningen. Nu hvor jeget er hjernedød, "så kan han få peng'". Han får "invalid/pensionspenge", og systemet skruer "op/for elektrochok". Det hele ender i en makaber "fest/i Anders Frimanns/hjerne/kraniebrudsblod". Digtets "kærlighed" til staten er en kærlighed til den totale udslettelse. Staten har "hjulpet" ham ved at fjerne alt, hvad der gjorde ham til et individ, og erstattet det med en passiv, pensioneret og hjerneskadet skal.
