Jeg Er Skizofren: Mit Fremtidsskrig i Stilhed

Et brud efterlader et tomrum af stilhed og usagte ord. Digtet "Fremtidsskrig" er en smertefuld monolog, der udspiller sig i kølvandet på et forholds sammenbrud. Jeget er lammet, ude af stand til at kommunikere, mens verden omkring ham – familie, venner og psykologer – forsøger at forstå, hvad der er galt. Det er en fortælling om social fobi, depression og den desperate kamp for at finde ord i en verden af tavshed.

Krisen er total, men den er tavs. Jeget taler ikke, selvom han er "psykisk syg" og har "opsagt dit job". Familien er bekymret, psykologen lægger planer, og lægen får ikke besøg. Vennerne taler om hans "istid", hans "nye dig", men han "tør ik-' sige/Noget af frygt for/raseri vulkanudbrud". Han er bange for sin egen reaktion, bange for at slå ud med ord. Han vælger i stedet stilheden, selvom den er lige så smertefuld.

Den manglende kommunikation skyldes en dyb social fobi. Alkohol er den "taleeliksir", der ikke virker på andre end ham selv. Uden den er han fanget i sin fobi, ude af stand til at håndtere selv et "grædende barn". Han ser en "ny ble samme slags/dag", et symbol på en monoton og meningsløs gentagelse, mens "skilsmisse lurer". Han ved ikke, om han skal sige det eller holde kæft, for han ved ikke, hvad den anden part "Tager alvorligt".

Parforholdet er gået i stå. Jeget vil have en "parterapeut", men afviser dennes "fuck handlingsplan" som en "idiotiskplan/en/skidegod lort". Kløften mellem dem er for stor, og han tror, de må gå "hver/vor/vej". Han er passiv og handlingslammet. Han laver ikke kaffe, køber ikke brød, han "sidder der/I stolen". Han har ikke skiftet ble, ikke forsøgt at kysse. Han har bare sat sig i stolen, fanget i sin egen apati.

Til sidst, i den totale isolation, vender han sig mod en højere magt. Han har ikke åbnet et vindue, ikke købt ind, ikke skrevet. Han sidder med "røven i stolen et/glas/med iskoldt fuldt glas". Det eneste, han kan få ud af sin "tør/hals", er "en bøn til dig min/Gud/Tal til mig min skat". Digtet slutter med dette desperate råb ud i tomheden. Efter at have afvist alle menneskelige forsøg på kommunikation, er hans sidste håb en bøn til en tavs Gud, en sidste, desperat søgen efter et svar i et univers, der føles fuldstændig tomt.