Jeg Er Skizofren: Mit Liv er en Dødsdom på et Rullebånd

"Jeg sidder i en/lortesituation/ved ikke hvad/jeg/Skal gøre". Sådan starter digtet "Øv", og titlen indkapsler perfekt den følelse af afmagt og resignation, der gennemsyrer hele teksten. Digtet er en dyster statusopdatering, et blik ind i en fremtid, der er formørket af frygt for gæld, hjemløshed, sygdom og en uundgåelig undergang. Det er den ultimative nedtælling til en skæbne, der føles forseglet.

Jeget er fanget i en "pause en evighed af/stilhed/af isvejr". Hans drømme om "højskole uddanne/mig/finansøkonom" er sat på hold. Han kan kun "skrive indtil/kommune/tager sig sammen" og giver ham en bolig og hjælp. Han frygter livet på højskolen, fordi han har "for få/penge/opsparet". Hele hans fremtid er lammet af systemets langsommelighed og hans egen økonomiske usikkerhed.

Denne usikkerhed nærer en dyb angst. Han "Frygter psykosen/kommer den igen". Hans "lån fortid/sluger mig hel spytter/mig/ud til hjemløshed". Fremtiden ligner "mørke", og han får "panikanfald". Hvis han stresser for meget, bliver det svært at "købe medicin". Når hans OPUS-forløb stopper, føles det som en "Dødsdom". Han ser "på en galge i/fremtid/går mod den langsomt". Fremtiden er ikke et håb, men en truende galge, han langsomt bevæger sig imod.

Denne følelse af uundgåelighed bliver til et billede af et industrielt slagteri. "Er på rullebånd/jeg skal slagtes i/fabrik/statens hjælp har brug/For mere hjælp". Han ser "toge køre forbi på/perron" og overvejer at "gå ud på sporet". Han vil se lyset, høre skriget, men metallet vil "ikke dræbe/mig". Han vil ikke livet, men han vil heller ikke frygte det. Han er fanget i et limbo, på et rullebånd mod en uundgåelig, men uvis skæbne.

Til sidst opsummerer jeget sine håb og sin frygt. Han håber på "bolig", "kontaktperson", "uddannelse", "job" og en "fremtid værd at/Leve". Han drømmer om et "skagensmalerutopi/et gratis/ophold/For kunstnere". Men han frygter "fiasko". Den ultimative frygt er "At stå til ansvar/for ting i dagligdagen/igen/være et/Menneske der har/et liv et ansvar en/drøm/det føles farligt". At leve et normalt liv er blevet den største trussel af alle. Digtsamlingen slutter med denne dybe ambivalens, hvor drømmen om et normalt liv er lige så skræmmende som sygdommen selv.