Jeg Er Skizofren: Ordløs og Fanget i Psykosen
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Ordløs' i digtsamlingen 'jeg er skizofren'
En analyse af et digt om at være ordløs i en psykose. Om at være dopet, hypnotiseret af lægen og reduceret til en levende zombie.
Jeg Er Skizofren: Ordløs og Fanget i Psykosen
Hvad sker der, når ordene forsvinder? Når man har "masser at/sige, men jeg kan ikke"? Digtet "Ordløs" er en skræmmende rejse ind i psykosens kerne, hvor sproget dør, og jeget bliver reduceret til en stum, levende zombie. Det er en verden af sort, hvor man er "dopet skør", hypnotiseret af systemet og fanget i en krop, der er en slagmark for vold og mislykkede relationer.
Sprogets Død
Digtet starter med den fundamentale krise: "Skizofren er det/umuligt at tale i/psykosen/af sort". Jeget er blevet blind for verden, "dopet skør". I denne tilstand bliver lægen, "doktor Mongol", en hypnotisør, der med sit "ur/for/spiraløjne" fanger jeget i en "vortex af rødt/øje". Den eneste udvej fra denne ordløse tilstand føles som døden: "slå mig bar' ihjel". Staten bliver ejer af hans liv, og dens "snor/kvæler min hals af". Han er blevet frataget sin stemme og sin frihed.
Zombien og den Levende Død
Uden sprog bliver jeget til en "zombie af død/lever/zombie". Han forandrer form, bliver en "løve august", en "zombieløve" der brøler "blod/og indvolde". Han er en illusion, et "sort omrids", der kun på overfladen ligner et "normalsdyr". Bag facaden er "knoglerne med/maddiker/kravler som pikke". Det er et billede på et totalt forfald, en krop, der er levende, men rådner indefra. Han er fanget i en levende død, hvor kun de mest primale og groteske billeder kan beskrive hans tilstand.
Kærlighedens og Kvindernes Vold
I denne ordløse verden bliver relationer til en voldelig og destruktiv kamp. Kvinder bliver til "Afskårne og frisk'/som kyllingehoveder", der kastrerer deres mænd "for/morskabsskyld". "Rigtige kvinder" tvinger deres mænd i selvmord, mens "Forkerte kvinder" giver en kærlighed, der "knuser hinanden". Kærligheden er ikke en redning, men en "ubrudt cirkel" af gensidig ødelæggelse. Digtet kulminerer i et "To mord af ære", hvor en kvinde tager sin "ejendom" tilbage. Kærligheden er blevet en dødelig magtkamp.
Den Ordløse Spastiker
Til sidst er jeget fuldstændig opløst. Hans hjerte bliver en "organdonor", for han er "uden ord". Hans "døve ord/skriger fra tungen en/nød/ordløsspastiker". Han er blevet reduceret til en krop, der spjætter uden sprog, en "spastiker" i nød. Psykosen har ikke bare taget hans forstand; den har taget hans evne til at kommunikere, hans menneskelighed. Han er efterladt i en tilstand af total afmagt, hvor det eneste, der er tilbage, er et stumt skrig fra en krop, der ikke længere har ord.
