Jeg Er Skizofren: Savner Jeg Min Psykose? Superkræfter
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Savner min psykose' i digtsamlingen 'Jeg er skizofren'
En analyse af savn til psykosen. Hvordan vrangforestillinger om at være forfulgt, vigtig eller bandemedlem kan føles mere levende end livet på medicin.
Det Forbudte Savn: Når Man Længes Efter Sin Psykose
"Jeg savner min psykose." Det er en sætning, der strider mod al fornuft og alle forventninger til, hvordan en patient bør have det. Men i et hudløst ærligt digt udforskes netop dette tabu: Længslen efter den intense, meningsfulde og næsten filmiske virkelighed, som en "full blown" psykose kan skabe.
Hovedpersonen i sin Egen Thrillerfilm
Hvad er det, man kan savne ved en så smertefuld tilstand? Digtet giver et klart svar: Man savner at have en rolle. I psykosen var man ikke bare syg; man var "hovedperson" i sin egen "thrillerfilm". Man var "forfulgt", hvilket gjorde en "vigtig". Man var "rocker", "bandemedlem" og havde "en chip i hjernen".
Disse vrangforestillinger, selvom de var skræmmende, gav livet en følelse af betydning og formål. Man var ikke bare en "idiot", men en central figur i et stort, kosmisk drama med "politi/alle idioterne/der løber mig i/Hælene". Denne paranoide storhedsvanvid gav eksistensen et "livsværk", en historie.
At Skrive sig ind i en Bedre Verden
Savnet er tæt forbundet med den kreative proces. "Jeg skriver for at/leve i en bedre og/bedre verden end/Den jeg lever i". Skrivningen bliver en flugt, en måde at forlade den grå virkelighed og træde ind i "mosens muld", hvor fantasien hersker.
Digtet drager en stærk parallel til Vincent van Gogh, en anden "skizofren mand", hvis kunst først blev anerkendt efter hans død. Det er en bitter kommentar til, hvordan samfundet ofte først værdsætter den kunst, der er skabt ud af den største smerte, når kunstneren selv er borte.
Kampen mod Stemmerne og Kontrollen
Selvom der er et savn, er der også en konstant kamp. "Vi har brug for fler'/skizofrene kunstnere/i den her verden/Og jeg vil vær' den". Det er et manifest, en erklæring om at ville bruge sin sygdom og sin kunst til at tage kontrol.
Ordene bliver et våben. "Kontrollerer ord/kontrollerer en del af/mit liv som død i/En psykose af/hallucinationer/alle stemmerne". Jeget prøver at styre stemmerne, men må til sidst række "fuck" og tænke "nok er nok". Det er en anerkendelse af, at man ikke kan vinde over sygdommen, men man kan måske finde en måde at sameksistere med den på.
At Leve for Brølet
Digtet slutter med en omfavnelse af den intense livsfølelse, som psykosen, trods alt, kan give. "Jeg knokler med ord/stemmerne giver mig/liv/hjerteslag og bang". Der er en adrenalin, et "brøl", som bliver en drivkraft.
Psykosen beskrives som et "kokainmisbrug" – en farlig, men dragende kraft, der "skubber mig til/livs". Det er en dybt ambivalent konklusion. Savnet af psykosen er ikke et ønske om at være syg, men måske et savn efter at føle sig i live, selvom det er på den mest smertefulde og destruktive måde.
Dette digt er en modig og provokerende udforskning af de komplekse følelser, der er forbundet med at leve med og behandle en alvorlig psykisk sygdom. Det udfordrer den simple fortælling om, at "rask" altid er bedre.
