Jeg Er Skizofren: Skurken i Samfundet
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Selvhad' i digtsamlingen 'Jeg Er Skizofren'
Et digt om selvhad, fra psykisk sygdom og samfundets dom. Om at hade sig selv som skizofren, høre andres tanker og identificere sig med Anders Breivik.
Når Selvhadet Tager Over: At Blive Skurken i Sin Egen Historie
Selvhad er en mørk og fortærende kraft. I digtet "Selvhad" bliver vi taget med ind i et sind, der er fuldstændig gennemsyret af det. Jeget hader ikke bare sig selv; han hader sig selv som skizofren. Han har absorberet samfundets fordomme og ser sig selv gennem dets øjne: som en "spasser", en "skurk", en "gal doktor" og til sidst, i en chokerende konklusion, som en massemorder.
Hadet til den Syge Identitet
Digtet slår tonen an med det samme: "Jeg hader mig selv/ikke fordi jeg altid/har/hadet mig selv/Hader mig selv som/skizofren". Selvhadet er specifikt knyttet til diagnosen. Han lever i et samfund, hvor man "skal være rask for at/være/andet end handi". Han ser sig selv som "Handicappet og/spasser", et billede på et samfund, der er "brudt i/tusinde stykker". Han skammer sig ikke kun på egne vegne, men også på vegne af "de normale", de "udan/udannede" idioter, der dømmer ham.
At Høre Verdens Dom
Selvhadet næres af en paranoid evne til at høre, hvad andre tænker. "Men jeg hader mig/fordi jeg kan høre/jer/jeres tanker slår". Han hører dommen: "Han er syg og to/totalt sindssyg og har/jo/en lille pik og/Den skizofrene/kan ikke få børn eller/klare/sig selv". Han har internaliseret den kollektive bevidstheds "skrigeri", der puster til hans tanker. Selvom stemmerne fra psykosen er væk, er samfundets stemme trådt i stedet, og den er lige så nådesløs.
Identifikationen med Skurken
Denne konstante dom fører til en mørk transformation. Hvis samfundet "elsker at hade skurke", så vil han være "skurken i/Samfundet". Han bliver "den gale doktor jeg/er/seriemorder". Han accepterer rollen som patienten i spændetrøje, der skal have "tortur". Han ser sit eget liv som et "Helvede", en skæbne "værre end døden", fordi "ing'n/forstår mig". Han er for "sindssyg" og "gal" til at blive forstået, og derfor omfavner han rollen som det monster, han føler, de ser.
Den Ultimative Identifikation
Til sidst kulminerer selvhadet i den mest ekstreme identifikation muligt. For at elske de døde, må han selv blive en morder. "Anders Frimann er/død jeg tager over/her/jeg elsker døde". I en chokerende og forfærdende vending erklærer han: "Jeg er Anders Brei/Breivik jeg er/bare/seriemorder". Det er selvhadets endestation. Han har fuldstændig udslettet sig selv og er blevet et symbol på den ultimative ondskab. Det er et rystende billede på, hvor dybt et menneske kan synke, når det internaliserer verdens had og vender det mod sig selv.
