Jeg Er Skizofren: Vidne til Vold, Lammet af Sygdom
Anders Frimann Christensen
Share
Digtet 'Sygt' i digtsamlingen 'jeg er skizofren'
En analyse af et digt om at være vidne til naboens vold. Om at være lammet af psykose og tvivle på, om skrigene er virkelige eller ej.
Jeg Er Skizofren: Vidne til Vold, Lammet af Sygdom (52 tegn)
Hvad gør man, når man hører sin nabo blive overfaldet, men ikke ved, om det er virkelighed eller en hallucination? Digtet "Sygt" kaster læseren direkte ind i dette forfærdelige dilemma. Det er en fortælling om at være fanget i sin egen sygdom, lammet i fosterstilling, mens en kvinde skriger om hjælp, og grænsen mellem virkelighed og psykose langsomt opløses.
Tvivlen og den Syge Isolation
Digtet starter med lyden af en "Nabo banker på dør". Men jegets første reaktion er tvivl: "tror jeg/hallucinerer/jeg er skizofren". Han ved ikke, om kvinden reelt bliver "voldtaget dagligt". Fordi han er "syg", er hans reaktion at trække sig ind i sig selv: "jeg gemmer mig i/Fosterstilling". Kvindens banken bliver hårdere, hendes skrig mere desperate – "hjælp mig Anders" – men han ignorerer hende og holder sig for ørerne. Hans sygdom har bygget en mur mellem ham og verden, en mur af tvivl og frygt.
Virkeligheden Trænger sig på
Pludselig stopper bankelydene. En bil stopper. "Det er manden på/vej hjem og han har/bæltet/med i sin buks". Virkeligheden bliver brutal og konkret. Mandens "Pik er hård og klar", og kvinden "skriger en sidste/gang". Men selv nu tænker jeget: "Er ikke sandt det/er ikke virkeligt". Han er fanget i sin egen usikkerhed, mens overgrebet finder sted. Han forsøger at handle – "jeg ta-'r/Telefonen jeg/ringer til politi og/siger/psykose" – men han bliver afvist. Systemet tror ham ikke.
Psykosen som Forklaring og Fængsel
Jegets egen diagnose bliver nu brugt imod ham. Da han ringer til akut, siger han "jeg er syg", men det er for sent. "manden skubber hende/ned/i sin lejlighed". Han kan høre hende skrige "nej", og han lover "jo jeg kommer snart", men han er fanget. Han ved, at han skal "tilbage/i psykiatri", hvor de vil "modta-'r/mig/på akutten". Han forestiller sig ydmygelsen, at skulle "knæle og/de/stønner i voldtægt". Hans egen frygt for systemet spejler den vold, naboen udsættes for.
Den Evige Tvivl og de Skrigende Stemmer
Til sidst opløses alt i en kakofoni af tvivl og indre stemmer. Jeget "betvivler/mit sind min/virkelighed". Er kvinden virkelig ved at blive voldtaget igen? Er det "dét de laver hver/dag"? Han tænker på sig selv, ringer igen til politiet, som afviser ham: "Du har psykose/ring til psykiatrien". Kvindens brækken sig smelter sammen med de stemmer, der "hver eneste dag stemmer/i/skriger i hoved". Digtet slutter i denne totale forvirring, hvor den ydre og indre vold er blevet umulig at skelne fra hinanden. Han er efterladt alene, lammet og for evigt i tvivl om, hvad der var virkeligt, og hvad der var sygt.
