Sindssyg Paranoid Skizofren: At Føle sig i Live

I kapitel 56, "Opkast", tager Anders Frimann os med ind i et af de mest intime og fysiske aspekter af sin sygdom: kampen med mad, medicin og kroppens reaktioner. Med en brutal ærlighed beskriver han den perverse følelse af liv, der kan opstå i en selvdestruktiv handling, og den konstante bevidsthed om sin egen dødelighed. Siderne 185-186 er en ufiltreret skildring af den komplekse og ofte modsætningsfyldte logik, der styrer en person fanget mellem en spiseforstyrrelse og en psykose.

Kapitlet åbner med en chokerende erklæring: "Jeg kastede lige op. Og Gud hvor føler jeg mig i live igen." Opkastet er ikke bare en fysisk reaktion; det er en eksistentiel oplevelse, der får hans "hjerte til at banke". Han reflekterer over årsagen. Er det hans afhængighed af kaffe? Er det en måde at håndtere en spiseforstyrrelse på? Han anerkender, at det er en "kompleks sag."

Han beskriver ritualet: Han spiser peanuts for at få nok indenbords, men kaster så sin medicin op. Han ved, at hans behandler har sagt, han ikke skal tage en ny pille, "men nu gør jeg det fandeme." Han gør oprør mod systemet og mod sin egen krop. Han vil ikke have "det lort" (stemmerne) igen, og han tvinger medicinen til at virke.

På side 186 fortsætter han sin refleksion over liv og død. Han er "nødt til at spise", men det er en "kompliceret proces." Han skifter fokus til sin forventede livslængde. "Jeg bliver aldrig gammel. Jeg får aldrig min pension. Jeg dør i en tidlig alder". Han accepterer statistikkerne, der siger, at "Folk med skizofreni lever langt kortere liv."

Denne accept er ikke passiv; den giver ham en følelse af, at han lever på lånt tid. "Det giver fart på tasterne at vide, at man er døende". Han accepterer sin skæbne som "skrøbelig" og at skulle "dø; og leve et kort liv." Han savner følelsen fra sin "opkast-episode", fordi den mindede ham om, at han var i live. Han mærker ikke frygten for døden, men "accepterer bare faktum. Tidlig død."

Han slutter af med at vende tilbage til savnet af at føle noget. Han overvejer at ty til "film, musik, bøger, anime, manga og hentai før et lys tænder i mig." Det er en søgen efter stimuli, en måde at føle sig i live på, når hans egen krop og sind føles tomt.

"Opkast" er et dybt foruroligende, men også utroligt ærligt, kapitel. Det viser, hvordan selvdestruktive handlinger kan blive en overlevelsesstrategi, en måde at føle sig i live på i en verden, der ellers føles følelsesløs. Forfatterens accept af sin egen tidlige død er ikke udtryk for opgivenhed, men for en form for radikal realisme. Han ved, at hans tid er kort, og det tvinger ham til at leve og skrive med en intensitet, som få andre besidder. Kapitlet er en smertefuld påmindelse om, at for nogle er kampen for at føle noget som helst den største kamp af alle.