Sindssyg Paranoid Skizofren: At Kaste Slik

I kapitel 19, "Tanken", tager forfatteren os med tilbage til en specifik og bizar episode: den dag, han "kastede med slik" efter sin fars ekskæreste. Kapitlet (side 97-99) er en undersøgelse af impulsivitet, paranoia og den måde, hvorpå en psykotisk hjerne kan retfærdiggøre sine egne, irrationelle handlinger ved at indskrive dem i en større, meningsfuld fortælling.

Kapitlet åbner med den centrale handling: "Jeg kastede med slik. Og hold nu op; efter min fars ekskæreste; eller det; der ligner." Han er overbevist om, at hun og hendes veninder lige har "stjålet fra tank-assistenten". Hans handling er derfor ikke et overfald, men en retfærdig straf: "Her din tyveknægt; mere slik; spasser!"

Han undrer sig over, hvordan han ikke blev arresteret, og hans stemmer giver ham straks svaret: "Klovnebanden holder fridag." Politiet er ikke fraværende; de holder bare fri. Selv i deres fravær er de en del af den paranoide logik. Han er overbevist om, at de tre kvinder efterfølgende gik ind og gav "butiksassistenten tæsk", en fantasi, der yderligere retfærdiggør hans egen voldelige impuls.

Refleksionen skifter nu til en mere generel betragtning over selvmord og lidelse. Han konstaterer, at en person, der "ikke engang kan begå selvmord, er virkelig død indeni". Han ser sig selv i denne position, men afviser det hurtigt: "Men hold nu op; jeg er da kommet videre."

Han afslører den sande drivkraft bag sine handlinger: "Jeg nyder at skrive, men det bliver sgu da også for meget og helt patetisk at skulle skrive en bog om min egen sindssyge." Skrivningen tager ham "virkelig tilbage til psykosen og vrangforestillingerne. Alle mareridtene. Så får man lyst til at dø igen."

Han slutter af med en direkte henvendelse til den "empatiske mand", der læser om ham, og som måske tænker, at han burde bakke toget og køre ham over. Det er en provokation, der udstiller den latente vold i selv den mest medfølende læser.

"Tanken" er et kapitel, der viser, hvordan en enkelt, impulsiv handling kan blive startskuddet til en dyb refleksion over sygdom, skyld og skriveprocessen. Forfatteren er både skuespiller og tilskuer i sit eget drama. Han udfører handlingen, analyserer den og kritiserer derefter sig selv for at analysere den. Det er en kompleks og selvbevidst skildring af et sind, der er fanget i en evig cyklus af handling, refleksion og selvhad.