Sindssyg Paranoid Skizofren: At Leve som et Ordsprog
Anders Frimann Christensen
Share
At Leve som et Levende Ordsprog
Analyse af kapitel 18. Om en psykotisk tilstand, hvor al kommunikation foregår i ordsprog, og hvor stemmerne konstant kommenterer og fordrejer sproget.
I kapitel 18, "Ordsprog", tager Anders Frimann os med ind i en fascinerende og sprogligt legende afkrog af psykosen. Han beskriver en periode, hvor han kun kunne "kommunikere i ordsprog", og hvor alt, hvad han oplevede, blev filtreret gennem klicheer og faste vendinger. Siderne 95-96 er en demonstration af, hvordan sindet under pres kan klamre sig til sprogets faste strukturer, samtidig med at stemmerne konstant dekonstruerer og fordrejer deres betydning.
Side 95: Fuld-tids-poet i Psykosens Vold
Kapitlet åbner med den centrale præmis: "Tænk sig; kun at kunne kommunikere i ordsprog. Sådan levede jeg; i mine tankers vold i måneder." Han beskriver, hvordan alt flød sammen som "musik i mine tanker", og hvordan psykosen var "det tætteste, som man kan komme på at leve som fuldtidspoet; 24 timer i døgnet."
Han giver konkrete eksempler på, hvordan stemmerne kommenterede og gav ny mening til de ordsprog, han brugte. Da han var på "bar bund", sagde stemmerne: "Han skraber bunden; med sine fingre." Da han var "på dansk grund", blev det til "På bar bund; hold nu op; han er på dansk grund." Selv de mest uskyldige vendinger bliver ladet med en ny, ofte paranoid, betydning.
Side 96: Et Plot Twist i Danmark
Denne sproglige leg fortsætter. Da han tænker "Jeg er dansker," svarer stemmerne straks: "Hold nu kæft; en åbenbaring." og "Kæft; et plot twist." Hans egen nationale identitet bliver gjort til en absurd og overraskende afsløring.
Vrangforestillingen tager over. Han er ikke længere i Danmark, men er "fløjet til Rusland af. 'Russerne.' I helikopter; mens jeg sov." Psykiatrien er bare et "dække", og der er "agenter alle vegne." Han er fanget i en "syg verden", hvor selv den mest basale sandhed – at han er i Danmark – bliver betvivlet.
"Ordsprog" er et unikt og kreativt kapitel, der viser, hvordan sproget selv kan blive en del af den psykotiske oplevelse. Forfatteren er ikke bare en passiv modtager af stemmer; han er en aktiv medskaber af en verden, hvor ordsprog bliver til virkelighed, og hvor virkeligheden bliver til et dårligt ordsprog. Det er en legende, humoristisk og dybt foruroligende skildring af, hvordan sindet kan miste grebet om sprogets faste betydninger og i stedet skabe sit eget, private sprog, som kun han og hans stemmer forstår.
