Sindssyg Paranoid Skizofren: At Savne sin Sindssyge

I kapitel 17, "Savner min sindssyge", tager forfatteren os med ind i et af de mest komplekse og paradoksale aspekter af at leve med en psykisk sygdom: savnet af selve sygdommen. Efter de voldsomme og kaotiske skildringer af psykosen, præsenteres vi nu for en stille, medicineret virkelighed, der er så tom for følelser, at den næsten er ubærlig. Siderne 92-94 er en hjerteskærende udforskning af den pris, man betaler for at blive "rask".

Kapitlet åbner med en brutal konstatering: "Nu sidder jeg tilbage som en grøntsag, der visner, og som aldrig blomstrer, selvom den bliver vandet, fordi dens medicin holder følelserne tilbage." Hvor han før var "Danmarks bagmand", er han nu reduceret til en "skide aubergine".

Han savner ikke at være medicineret, at være "full-blown psykotisk. Der følte jeg mig i live." Dette er en central og provokerende pointe. Psykosen var et helvede, men det var et følende helvede. Adrenalinen, hjertebanken og de intense oplevelser er blevet erstattet af en tomhed. Det eneste, der holder ham fra at "prøve løkken", er hans lyst til at skrive og "dig" – den fremtidige, ideelle læser og kæreste.

Jeget reflekterer over den konstante kamp for at føle noget. Han overvejer hver dag at "skippe medicinen; at svæve tilbage ind i psykosen for måske at kunne føle igen". Han beskriver det som en "stor fornøjelse at være syg. Bedre end at være rask. Som skizofren."

Dette er ikke en glorificering af sygdommen, men en kritik af den følelsesløshed, som medicinen kan medføre. Han argumenterer for, at det at leve i en fantasiverden, som hans sind skaber, er at foretrække frem for et liv uden følelser. Han anerkender, at det er "helt gal", men insisterer på, at det er hans sandhed. Han er fanget i et dilemma: Skal han vælge den smertefulde, men levende, psykose eller den sikre, men døde, normalitet?

Kapitlet slutter med en accept af hans skæbne. Han føler sig som en "junkie eller alkoholiker i limbo af abstinenser", der tørster efter følelser, han ved, han aldrig kan få tilbage på samme måde. Hans "rehab er en uendelig kamp, der vil følge mig til døden."

Han er "kronisk syg" og vil "aldrig blive rask. Og i hvert fald aldrig normal; igen." Han beskriver sin tilstand på en "føleskala", hvor han er en 2'er som rask, men en 10'er som syg. Savnet af denne intensitet er så stort, at han slutter af med en bittersød konstatering: Han savner at have en kæreste, men han savner også sin sygdom.

"Savner min sindssyge" er et dybt rørende og tankevækkende kapitel. Det udfordrer den simple idé om, at "rask" altid er at foretrække. Forfatteren viser os, at prisen for at fjerne de negative symptomer kan være tabet af alle følelser – et tab, der er så stort, at selve sygdommen begynder at fremstå som et savnet paradis. Det er en modig og ærlig skildring af de komplekse kompromiser, man må indgå for at overleve med en kronisk psykisk sygdom.