Sindssyg Paranoid Skizofren: At Skrive sig ud af Døden

I den afsluttende del af "Sindssyg Paranoid Skizofren" (side 197-205) leverer Anders Frimann en af de mest intense, ærlige og filosofiske refleksioner over selvmord, der findes i nyere dansk litteratur. Han dissekerer emnet med en brutalitet og en sårbarhed, der er både skræmmende og dybt bevægende. Dette er ikke en pædagogisk pjece; det er et råt og ufiltreret indblik i et sind, der kender dødens fristelse alt for godt.

Efter den forrige dels sarkastiske leg med selvcensur, får vi her den "næsten originale tekst". Tonen er radikalt anderledes. "Jeg overvejer selvmordet hver dag," indrømmer han. "Jeg elsker tanken om aldrig nogensinde at skulle tænke endnu en tanke." Han afviser de simple løsninger. Et toguheld er for usikkert. Aktiv dødshjælp er for besværligt. Han er fanget i en eksistentiel smerte, hvor livet føles meningsløst, og hvor selv kaffen kun giver en midlertidig flugt. Han taler direkte til læseren, ikke for at blive reddet, men for at blive forstået. Han er ikke ude efter medlidenhed, men efter en anerkendelse af, at hans tanker er reelle.

Midt i mørket sker der et skift. Han afviser selvmordet, ikke fordi livet pludselig er blevet let, men fordi han har fundet en grund til at leve: "Jeg elsker at skrive". Han har en "god grund til at leve; hold så kæft med det selvmord." Han er "positiv over livet. Altså; kaffe; og så er jeg glad." Han finder glæde i de små ting: at skrive, lytte til musik, se anime.

Han anerkender, at fremtiden er usikker, men den er også "et magisk sted." Han taler direkte til den selvmordstruede læser ("dit kryb") og opfordrer til at tænke positivt. Han ved, det er svært, men han "prøver virkelig." Han slutter af med en rørende pointe: Hvis du begår selvmord, vil jeg ikke føle skyld, men "sorg over tabet af dig." Det er en dyb og ægte omsorgserklæring.

De sidste sider er et manifest for den uafhængige kunstner. Han reflekterer over sin skriveproces og sit forhold til forlagsverdenen. Han har skrevet "1 million og sekshundredetusinde ord" på 9 år. Han er ikke bare en syg mand; han er en produktiv forfatter.

Han anerkender, at han er en "handicappet forfatter", men han nægter at lade det definere sig. Han vil ikke vente på, at de etablerede forlag giver ham en chance. Han vil skabe sin egen succes. Han afslutter med en trodsig og inspirerende erklæring rettet mod det system, der har afvist ham:

Denne afsluttende sektion er en tour de force i sårbarhed, styrke og kunstnerisk integritet. Forfatteren tager os med helt ned i selvmordstankens mørkeste dyb, kun for at trække os op igen med en urokkelig tro på kunstens og kærlighedens kraft. Han afviser rollen som offer og påtager sig i stedet rollen som en overlever, en fighter og en uafhængig kunstner, der vil skabe sin egen vej. Det er en kraftfuld og inspirerende afslutning på en bog, der tør gå derhen, hvor det gør allermest ondt, og som finder håb på de mest uventede steder.