Sindssyg Paranoid Skizofren: At Være Handicappet

I kapitel 5, "Handicappet", skifter fokus fra de dramatiske, ydre begivenheder til de mere usynlige, men lige så invaliderende, indre konsekvenser af en psykose. Siderne 42-45 er en ærlig og sårbar skildring af at leve med et kognitivt handicap, hvor selv de mest basale funktioner som at tale, koncentrere sig og føre en samtale bliver en uoverstigelig udfordring.

Kapitlet åbner med en scene, der er som taget ud af en spionthriller. Jeget sidder til eksamen og er overbevist om, at han er en del af et komplot, hvor han skal sende en fil med malware til en medstuderende for at redde hende fra persiske agenter. Han ser et "tæskehold" uden for sit boligkompleks og opdager, at hans Facebook-profil er blevet hacket.

Denne paranoide fantasi fungerer som en ramme for at beskrive hans reelle tilstand: "Min hjerne var overophedet efter indlæggelsen. Jeg havde sikkert PTSD; og helt klart angst". Vrangforestillingerne er ikke bare tilfældige, men en måde for hjernen at bearbejde den ekstreme stress og frygt, han oplever.

Her kommer vi til kernen af kapitlet. Forfatteren beskriver sin tilstand efter indlæggelsen: "Jeg kan knap tale. Jeg kan ikke fokusere mig om noget; hverken tv eller at sidde stille; eller kortspil." Han er "bogstavelig talt handicappet af min skizofreni."

Han finder en absurd form for glæde i at vinde i UNO mod et "rockermedlem" (sandsynligvis en medarbejder), men selv denne lille sejr er præget af paranoia. Han er overbevist om, at medarbejderen har kunnet se hans kort i et genskær.

Den mest rørende beskrivelse er hans yndlingsaktivitet: at gå. "Jeg elskede at gå på gangene og blive underholdt af mine stemmer, der sagde de latterligste ting." I en verden, hvor han ikke kan interagere med den ydre virkelighed, bliver hans indre stemmer hans eneste selskab. Han er så isoleret, at en medpatient kalder ham "for syg til den psykiatri."

Kapitlet slutter med en scene, der er lige dele tragisk og komisk. I sin kedsomhed og desperation begynder han at køre rundt i en kørestol for sjov. Det starter en "syg trend", hvor alle de "ikke-handicappede" også vil prøve. Han får en reprimande for at "lade kørestolen være."

Scenen er et perfekt billede på den absurde virkelighed på en lukket afdeling. Hans forsøg på at finde en smule adspredelse bliver mødt med systemets regler og irettesættelser. Han er fanget i et system, der ikke kan "klare min sygelighed." Hans eneste flugt er at tage "hele vejen fra Herning til Borris" – en flugt, der dog ender blindt, da han har glemt sin nøgle. Han er fanget, både fysisk og mentalt.

"Handicappet" er et vigtigt kapitel, fordi det flytter fokus fra de "spændende" psykotiske symptomer til de mere langvarige og invaliderende kognitive eftervirkninger. Det er en ærlig skildring af den ensomhed, kedsomhed og frustration, der følger med at miste sine grundlæggende mentale evner. Men selv i dette mørke formår forfatteren at finde en sort, absurd humor, der gør lidelsen tålelig – både for ham selv og for læseren.