Sindssyg Paranoid Skizofren: At Være Overfølsom

I kapitel 26, "Ekskæreste", dykker forfatteren ned i et af de mest smertefulde emner i bogen: forholdet til en tidligere kæreste, der var fanget i et stofmisbrug. Siderne 120-122 er en rå og ufiltreret skildring af den psykiske terror, han oplevede, og hvordan denne oplevelse efterlod ham i en tilstand af total følelsesmæssig overfølsomhed, der grænsede til autisme.

Kapitlet åbner med en brutal konstatering: "Min ekskæreste var ude i et sindssygt stofmisbrug. Takket være rockerne. Eller noget." Hun var "helt væk. Long gone." Han var overbevist om, at hun var tvunget ud i prostitution, og han "skreg i vilden sky, så alle naboerne i Borris kunne høre mig."

Han beskriver sig selv som en "galning [der] rable midt om natten", og hvordan en af naboerne endda skreg tilbage til ham. Det er et billede på en mand, der er fuldstændig ude af kontrol, drevet af en blanding af sorg, vrede og paranoia. Han anerkender, at hans skrig ikke handlede om ekskæresten, men at "psykosen forbinder dem nok alligevel."

Efter denne periode med ekstrem følelsesmæssig uro, kommer den modsatte reaktion. Efter hans "handicap-episode inde på psykiatrien var jeg fuldt ud blevet autistisk. Alting gjorde ondt, og alting var en kæmpe følelsesmæssig udfordring. Jeg var overfølsom overfor alt."

Han beskriver, hvordan han ikke kunne klare sanseindtryk og måtte undgå øjenkontakt. Men nu, hvor han er kommet ud på den anden side, er han "bare følelsesløs." Han bebrejder "min medicin og manglende psykose" for denne tilstand. Han er fanget i et paradoks: Han savner de autistiske symptomer, for da kunne han i det mindste føle noget.

Han sammenligner sig selv med en junkie, der har brug for stoffer for at opleve et "high". Han er overbevist om, at han aldrig kan vende tilbage til den samme følelsesmæssige intensitet, medmindre han oplever noget endnu større. Han nævner ironisk, at han må "tilbage til Orø" for at finde den følelse igen.

Kapitlet slutter med en farlig, men for jeget, logisk konklusion. Han overvejer at droppe medicinen for at "føle mig i live igen." Han ved, at det vil betyde "Fuld af psykose og vrangforestillinger," og at det vil blive en "grum tid." Han vil "nok indlagt igen, men det vil nok være det hele værd."

Det er en desperat handling, en længsel efter at mærke livet, selvom det betyder, at han skal igennem et helvede for at opnå det. Han slutter af med et "Håber jeg. Vi må se...", en åben og usikker slutning, der efterlader læseren med en dyb fornemmelse af den konstante kamp, han står i.

"Ekskæreste" er et hjerteskærende kapitel, der viser de langvarige konsekvenser af traumer og psykisk sygdom. Det er en skildring af en mand, der er fanget mellem to ekstremer: den uudholdelige smerte ved at føle alt, og den lige så uudholdelige tomhed ved ikke at føle noget. Hans overvejelse om at droppe medicinen er ikke et tegn på dumhed, men på en dyb, menneskelig længsel efter at føle sig i live, uanset prisen.