Sindssyg Paranoid Skizofren: At Vågne op i Ølgod

I kapitel 27, "Hvor end", kaster forfatteren os direkte ind i den desorientering, der kendetegner en dyb psykose. Med en blanding af forvirrede erindringer og usikre formodninger, skildrer han en periode, hvor tid og sted flyder sammen, og hvor selv den mest basale geografiske forståelse er gået tabt. Siderne 123-125 er en rejse ind i et sind, der har mistet sit anker i virkeligheden.

Kapitlet åbner med jeget, der vågner op i "en lille landsby et sted i Jylland." Han er i en "vild psykose" og tror, at han er i sin hjemby, Slagelse. Han er overbevist om, at han under "en søvngang og flere dage uden søvn; er jeg gået fra Jylland til Sjælland; helt klart."

Han vågner op til den barske virkelighed: "Midt i Jylland; for helvede." En stemme (eller en virkelig person) fortæller ham, at han er i "Ølgod." Denne geografiske forvirring bliver et symbol på hans mentale tilstand. Han er så forvirret, at han endda troede, at "Herning var Slagelse." Byerne "ligner fandeme hinanden, hvis man altså lige rejser tilbage; eller frem i tiden". Tiden er, ligesom stedet, blevet en flydende og upålidelig størrelse.

I denne tåge af forvirring er der ét holdepunkt: kaffe. Han finder et "Rejseplans-lort" og en "billig oplader", men er overbevist om, at den er "fake". Hans paranoia er intakt. Men det, der holder ham fra selvmordet, er "Kaffen; selvfølgelig."

Kaffen er ikke bare en drik; det er et ritual, en trøst og et anker i en kaotisk verden. Det er det eneste, der giver mening, når alt andet er opløst i en tåge af psykose.

Han anerkender sin afhængighed. Han drikker "måske 10 kopper på en dag." Han tæller ikke, han "drikker det bare." Han får en "rus", som han dog affejer som "nok indbildt." Han er bevidst om sin egen sårbarhed og den måde, han bruger koffein til at regulere sine følelser.

Han slutter af med en humoristisk, men også lidt sørgelig, fantasi om at få et "anime eller manga merchandise krus med stor-brystede karakterer, som jeg kan kigge på og få stor pik af." Det er en flugt ind i en fantasiverden, en måde at finde "en glæde" og føle sig "lige i live igen." Selv i sin dybeste forvirring er humoren og fantasien hans faste følgesvende.

"Hvor end" er et kapitel, der på effektiv vis skildrer den desorientering og forvirring, der kan følge med en alvorlig psykose. Forfatteren har mistet grebet om tid og sted, og hans eneste holdepunkt er de små, dagligdags ritualer som at drikke kaffe. Kapitlet viser, hvordan et sind i krise klamrer sig til det velkendte, og hvordan humor og fantasi kan blive de eneste redskaber til at overleve i en verden, der ikke længere giver mening.