Sindssyg Paranoid Skizofren: Bær din Pris med Stolthed
Anders Frimann Christensen
Share
Bær din Pris med Stolthed, dit Samfundsafskum
Analyse af kapitel 8. En satirisk kritik af diagnoser, hvor jeget leger med tanken om at være "alt-mulig-mand" og modtage "Skizofreni-prisen" som et trofæ.
I kapitel 8, "Diagnoser", vender forfatteren sit skarpe, satiriske blik mod selve fundamentet for den psykiatriske verden: diagnoserne. På siderne 55-56 leger han med de labels, han har fået, og dem, han kunne få, og udstiller den absurde måde, vi som samfund forholder os til psykisk sygdom på. Kapitlet er en humoristisk, men dybt alvorlig, kritik af den måde, vi reducerer komplekse mennesker til simple mærkater.
Side 55: Alt-mulig-mand og Skizofreni-prisen
Kapitlet åbner med en leg med potentielle diagnoser: autist, ADHD, ADD. Jeget konstaterer tørt, at de fleste nok bare vil kalde ham "spasser og være tilfredse med det." Han har talt med sin behandler, der mener, at skizofreni og autisme er tæt beslægtede. Konklusionen er ironisk: "jeg er fandeme autist; og skizofren; og helgarderet med diagnoser. Jeg er alt-mulig-mand. Jeg kan det hele."
Han afviser at samle på diagnoser som "trofæer", men fortsætter alligevel den satiriske leg ved at forestille sig en prisuddeling:
"Og Skizofreni-prisen går til ham dér, der hører stemmer." "Det var da bare; også fortjent. Han er så god." "Vi klapper; bær din pris med stolthed. Dit samfundsafskum!"
Gennem denne absurde scene udstiller han den dobbelte standard: Samfundet er fascineret af den "interessante" syge, men ser ham samtidig som "afskum". Diagnosen bliver både en pris og en forbandelse.
Side 56: De Sygeste er dem uden Diagnoser
På side 56 vender han kritikken udad. Han anerkender, at hans egen diagnose er reel, men peger på, at der findes en anden, mere farlig form for sygdom:
"Folk er syge i hovedet; specielt dem uden diagnoser. De sygeste er dem, der tror, at deres mening er sandhed."
Det er en skarp kritik af de "normale" mennesker, der med deres fordomme og manglende empati gør livet sværere for dem, der kæmper med en reel sygdom. Disse mennesker er, ifølge forfatteren, "kronisk syge: De kan ikke kureres."
Han slutter kapitlet med at vende tilbage til sit centrale tema: vrangforestillingerne. Han anerkender, at han er ved at bevæge sig tilbage til dem, men det er netop pointen. For at forstå hans verden, må vi forstå den logik, der hersker der.
"Diagnoser" er et kapitel, der med humor og vid vender diagnosernes magt på hovedet. Forfatteren tager ejerskab over de labels, han bliver påduttet, og bruger dem som et våben til at kritisere et samfund, der er lige så sygt som de patienter, det forsøger at kategorisere. Han viser, at en diagnose kan være et fængsel, men også en scene, hvorfra man kan levere en skarp og nødvendig samfundskritik.
