Sindssyg Paranoid Skizofren: Bollemanden

I kapitel 55, "Bollemanden", kaster forfatteren os ind i en af de mest absurde og surrealistiske anekdoter fra sin tid på psykiatrisk afdeling. Med en blanding af forvirring, humor og en skarp, kritisk distance, fortæller han historien om "Bollemanden", en figur, der er lige så komisk, som han er foruroligende. Siderne 183-184 er en mesterlig skildring af, hvordan de mest bizarre hændelser kan finde sted inden for psykiatriens mure.

Kapitlet åbner med en af jegets mest bizarre vrangforestillinger: "Jeg bager boller; i toget." Han er overbevist om, at en "spøjs fætter", en bager, kan bage boller inde i psykiatrien. Han forestiller sig at blive tilbudt en bolle, der er en "klam masse af gær og salt", og at han derefter vil nægte at stole på personalet nogensinde igen.

Men så tager historien en drejning. "Og så kommer selveste; frelseren; Jesus i forklædning og siger, at i skal bage boller sammen." Denne "Bollemand" er ikke bare en bager; han er en messiansk figur, der ankommer for at udføre et ritual. Han viser jeget sin "kæmpe håndflade med salt", og jeget skriger nej. Det er en "kognitiv test", en bizar prøvelse, der skal afsløre hans sande natur.

På side 184 fortsætter den absurde scene. Jeget reflekterer over, at han ikke kan stole på personalet, og at han må finde andre måder at håndtere sin situation på. Han har "de sygeste vrangforestillinger om, at bollemanden faktisk bagte boller i toget".

Han konkluderer, at han måske skal "prøve skuespil for virkelig at føle noget." Han har "rigelig med erfaring, hvad angår at påtage mig roller." Han har levet i et "helt andet univers med meget specifikke regler og normer." Hans "drømmekæreste er selvfølgelig skuespiller; roleplayer i sin fritid og elsker at lege med på mine syge vrangforestillinger og fantasier."

Han slutter af med en konstatering: "Jeg overvejer det fandeme. Skuespil." Kunsten bliver igen en mulig flugtvej, en måde at kanalisere og kontrollere det vanvid, der ellers truer med at opsluge ham.

"Bollemanden" er et kapitel, der perfekt indkapsler den absurde humor, der gennemsyrer "Sindssyg Paranoid Skizofren". Forfatteren tager en bizar og potentielt skræmmende oplevelse og forvandler den til en komisk scene, der udstiller psykiatriens ofte uforståelige logik. Samtidig peger kapitlet frem mod en mulig løsning: skuespillet. Ved at påtage sig roller og iscenesætte sine egne fantasier, kan han måske finde en måde at mestre det kaos, der hersker i hans sind.