Sindssyg Paranoid Skizofren: Charmetrolden
Anders Frimann Christensen
Share
Medpatienten, Charmetrolden og Rockernes Komplot
Analyse af kapitel 44. Om medpatienten "Jens Jensen", der i jegets paranoide univers er en tortureret charmetrold og et levende eksempel på den skæbne, der venter ham.
I kapitel 44, "Charmetrolden", retter forfatteren sit paranoide blik mod en medpatient, som han navngiver "Jens Jensen; eller Anders Andersen". Denne figur bliver et lærred, hvorpå jeget projicerer al sin frygt og alle sine konspirationsteorier om, hvad der foregår bag murene på Herning Psykiatri. Side 161 er en skræmmende skildring af, hvordan et andet menneskes lidelse kan blive tolket som et personligt varsel i en psykotisk verden.
Et Levende Eksempel på Tortur
Jeget er overbevist om, at "Jens Jensen" ikke er hans rigtige navn, men et "dækkenavn" fra en "brochure eller et katalog". Han er sikker på, at manden er "med politiet; eller rockerne; eller noget."
Det, der for alvor sætter gang i paranoiaen, er, at manden viser ham "sine ar fra noget, der lignede et tidligere torturforsøg". For jeget er dette ikke bare en historie om en andens lidelse. Det er et direkte budskab til ham:
"Jeg var sikker på, at han var blevet tortureret, så snart han ankom, fordi han havde vist mig, præcis hvad der var sket; på baggrund af den tortur. Hans ar. Han var et levende eksempel på, hvad der ventede mig inde i Psykiatrien i Herning. Rockerne gav klar besked! Det var deres rockerborg."
Medpatienten er ikke længere et medmenneske; han er et levende bevis på den konspiration, jeget er overbevist om, at han er fanget i. Han er et varsel, en skræmmende forsmag på den skæbne, der venter ham selv.
"Charmetrolden" er et kapitel, der på mesterlig vis illustrerer, hvordan paranoia fungerer. Det er ikke bare en frygt for det ukendte; det er en aktiv og kreativ proces, hvor sindet tager tilfældige informationer og observationer og væver dem sammen til en sammenhængende, men dybt forvrænget, fortælling. Medpatientens ar er ikke længere hans egne; de er blevet en del af jegets personlige mytologi. Kapitlet er en stærk påmindelse om, hvor isolerende en psykose kan være, og hvordan den kan forvandle selv potentielle allierede til brikker i et farligt og fjendtligt spil.
