Sindssyg Paranoid Skizofren: Det Allersidste Kapitel

På de allersidste sider af "Sindssyg Paranoid Skizofren" (side 215-219) tager Anders Frimann en sidste, metapoetisk runde i manegen. Han bryder den fjerde væg, taler direkte til sin farfar og læseren, og iscenesætter sin egen afskedssalut. Det er en afslutning, der er lige dele humoristisk, selvironisk og dybtfølt, og som perfekt indkapsler den komplekse tone, der har defineret hele værket.

Siden starter med en direkte reaktion på farfarens kritik fra forrige kapitel. "Okay; allersidste kapitel". Forfatteren nægter at lade sig kue. Han anerkender, at hans mål er at fremstå som "VERDENS STØRSTE GENI", og at han er "liderlig efter den anerkendelse." Han bruger farfarens kritik som brændstof.

Han tager farfarens opfordring til at "Skriv teater" til sig med en triumferende ironi: "Ja; for helvede; jeg er så god til teater og skuespil." Han omfavner den rolle, han er blevet tildelt – den syge, der spiller en rolle – og gør den til sin egen. Han slutter af med en selvsikker og provokerende erklæring: "Så lad os for helvede tage snakken. 'Jeg er så god!'"

På disse sider reflekterer han over sin "coping-mantra" – at gentage for sig selv, hvor god han er, for at holde stemmerne stangen. Han er bevidst om, at det kan ligne et "frelser- eller ego-trip-kompleks", men det er en nødvendig overlevelsesstrategi.

Han kritiserer igen farfarens manglende forståelse og sammenligner ham med en, der passer "bonsai-træer": Han vil have alt til at passe ind i små, kontrollerede rammer og kan ikke klare, når noget (som forfatterens sygdom og talent) "vokser sig for stort". Han afslutter med en skarp analyse af den "dårlige pårørende", der ikke tager ansvar, men blot "rynker på næsen af alt, som jeg gør og tænker."

På side 218 når fortællingen sin symbolske afslutning. Han er kommet videre, men arrene er der stadig. Han lytter til en sang, der handler om at brænde op, en reference til de traumer, der har formet ham. "Mit ar brænder. Det brænder når jeg tænker på jer. Mor og far. Jeg. Savner. Jer. Stadig." Sorgen er konstant, men den er ikke længere altødelæggende.

Side 219 fungerer som bogens "End Credits". Lucian og Felina fra den foregående bog, "Skizofreniens Greb", dukker op som et ekko. De står over for hinanden, og en sang spiller. Først er den sød og romantisk ("Four eyes, meet."), men den skifter hurtigt til noget mørkere: "Meet, the devil. Pure insanity. (...) You're mental. Off your meds." Felina konstaterer tørt: "Lidt grov."

Bogens afslutning er en perfekt opsummering af dens centrale temaer. Den viser en forfatter, der har taget fuldt ejerskab over sin sygdom, sin kunst og sin historie. Han er ikke længere et passivt offer for sine vrangforestillinger, men en aktiv skaber, der bruger dem som materiale. Ved at lade bogen slutte med en scene, der er både romantisk og dybt foruroligende, minder han os om, at livet med skizofreni altid vil være en balancegang mellem lys og mørke, kærlighed og vanvid. Det er en afslutning, der ikke tilbyder en let forløsning, men en ærlig og dybt menneskelig accept af livets kompleksitet.