Sindssyg Paranoid Skizofren: Du er Min Fremtid

I "Sindssyg Paranoid Skizofren"s afsluttende kapitel, "Kære dig", skifter Anders Frimann tone fra den maniske selvanalyse til en direkte, sårbar og dybt romantisk henvendelse. Siderne 208-211 fungerer som et kærlighedsbrev til en fremtidig, ukendt partner – en "dig", der repræsenterer alt det, han savner og håber på. Kapitlet er en smuk og kompleks afslutning, der blander selvironi, håb og en overvældende længsel efter kærlighed.

Kapitlet åbner med en konstatering af, at hans tidligere beskrivelse af sig selv som "sindssyg" er sand. Han er ikke en normal partner. Men han savner en "partner in crime. En partner på deltid; til mine syge projekter." Han drømmer ikke om en idyllisk romance, men om en, der kan være med på hans "litterære rejse" – en rejse, der inkluderer en tur til Japan "før min død; ikke i kiste."

Han anerkender sit behov for en "behandler", men understreger, at det er kærligheden, han savner mest: "jeg er syg, men jeg savner dig i mit liv. Én at sidde i sofa med."

På side 209 fortsætter han sit selvportræt. Han elsker Sverige, vil gerne have børn, men er bevidst om, at det at være "rask; er helt nyt for mig." Han ved, at han kan få "tilbagefald. Tilbage til psykiatrien." Han slutter af med en karakteristisk blanding af sårbarhed og trods: "Jeg er nok ikke så syg, som jeg påstår, men måske er jeg det alligevel. Jeg er binde;gal. Og sarkastisk."

Midt i kapitlet indsætter han et digt, "Kram". Det er en smuk og øm skildring af to mennesker, der holder om hinanden ved vandet. Digtet er fyldt med kærlighed og intimitet: "Vi knuser hinanden evigt i kærlighed." Det er et billede på den rene, ukomplicerede kærlighed, han længes efter, og som står i skærende kontrast til hans ellers kaotiske indre verden.

På den sidste side taler han direkte til sin fremtidige fan og kæreste. Han ved, hun er derude, og han fantaserer om, at hun deler hans interesser for "anime og manga." Han anerkender, at han har "uendelige stile", og at hun skal kunne "læse, men ordblindhed går sgu lige."

Han slutter af med en rørende og let desperat erklæring:

Han er bevidst om, at han taler til en fantasi, men det er denne fantasi, der holder ham i live. Han vinker til skærmen – til den fiktive læser, til den virkelige læser, til sin egen fremtid – i et sidste, håbefuldt farvel.

"Kære dig" er den perfekte afslutning på en bog, der har været en rejse gennem had, vrede, paranoia og selvdestruktion. For midt i alt kaosset finder vi den reneste og mest almenmenneskelige drivkraft: længslen efter kærlighed. Forfatteren er ikke bange for at vise sin sårbarhed og sin desperate drøm om at finde en "partner in crime". Det er en smuk og håbefuld afslutning, der efterlader læseren med en fornemmelse af, at selv for den mest plagede sjæl, er kærligheden det ultimative håb og den stærkeste medicin.