Sindssyg Paranoid Skizofren: En Ønskeliste til Indlæggelsen
Anders Frimann Christensen
Share
En Ønskeliste til Indlæggelsen
Analyse af kapitel 57. En satirisk ønskeliste til en fremtidig indlæggelse, der kritiserer psykiatriens mangel på patientinddragelse og kreative terapiformer.
I kapitel 57, "Når jeg bliver indlagt", fremsætter forfatteren en humoristisk, men dybt seriøs, kritik af det psykiatriske system. Gennem en fiktiv "ønskeliste" til sin næste indlæggelse udstiller han manglen på patientinddragelse, kreativ terapi og reel dialog. Side 191 er en skarp satire, der drømmer om et system, hvor patientens ønsker og behov rent faktisk bliver hørt.
En Blok, der Bliver Krøllet Sammen
Kapitlet åbner med en scene, hvor jeget ringer til den psykiatriske akutmodtagelse i Slagelse. Han har en "ønskeliste til, når jeg bliver indlagt." Medarbejderen i den anden ende får "selvfølgelig stiv pik" og har "blokken klar."
Jegets ønsker er ikke urimelige. Han ønsker "danseterapi, sangterapi eller skriveterapi inde på den lukkede." Men han er fuldt bevidst om, at det er en illusion. Han ved, at der ikke vil blive logget noget i systemet, og at medarbejderen bare "krøller sit blok-papir sammen, når vi er færdige med at tale."
Et Opråb til Politikerne
Han bruger denne scene til at rette en direkte kritik mod politikerne: "Altså; kære politikere; kan vi ikke have et dagbogsformat for patienter til at føre log over deres sygdom og deres ønsker, mens de ikke er indlagt?" Han ironiserer over deres formodede kærlighed til bureaukrati: "Skidegodt; vi elsker bureaukrati."
Han er klar over, at han lever i en "vrangforestilling", for "det lort eksisterer da ikke i denne verden!" Men han slutter af med et spinkelt håb: "Men når jeg bliver indlagt, håber jeg sateme, at de husker min ønskeliste."
"Når jeg bliver indlagt" er et kapitel, der på elegant vis bruger satire til at fremføre en alvorlig pointe. Forfatteren drømmer ikke om en mirakelkur, men om noget så basalt som at blive hørt og få indflydelse på sin egen behandling. Hans ønskeliste er ikke bare en række personlige præferencer; det er en vision for en mere human og patient-centreret psykiatri, hvor kreativitet og dialog er lige så vigtige som medicin og journalnotater. Kapitlet er et opråb, der minder os om, at det ofte er de små ting, der kan gøre den største forskel i et menneskes liv.
