Sindssyg Paranoid Skizofren: Et Usynligt Handicap

I kapitel 53, "Et usynligt handicap", retter forfatteren sit kritiske blik mod samfundet og den måde, det behandler mennesker med psykiske lidelser. Med en blanding af paranoia, social indignation og eksistentiel træthed beskriver han følelsen af at være konstant overvåget og dømt. Siderne 176-178 er en skarp anklage mod en verden, der er blind for de usynlige lidelser, men som samtidig er hurtig til at dømme og udstøde.

Kapitlet åbner med en scene fra København. Jeget føler sig udpeget: "'Det er Anders Frimann.' Der går spasseren, siger folk og peger." Han føler sig "helt usynlig i verden", men samtidig er han overbevist om, at han bliver forfulgt af en "stalking-gruppe", der har fulgt ham fra Jylland.

Han anerkender sin egen diagnose – "Du er skizofren, men du er trods alt; stort set; psykosefri" – men det er de andre, der er "sindssyge". De kan begå kriminalitet (stalking) for åben gade, uden at det har konsekvenser. Han konkluderer bittert: "Du lever i en mærkelig verden."

På side 177 udvider han sin kritik til et globalt perspektiv. Han accepterer, at "verden ikke er til for de handicappede." Han ser politikerne på Christiansborg som hyklere, der "tænker ikke på folk, der har det svært."

Han drager en parallel til Afrika, hvor "Afrikanerne bliver aldrig fri af slaveri af vesten". Han ser sig selv i samme position: et offer for et uretfærdigt system. Han fantaserer om en "atombombe" som en "mere human løsning end nutidens Afrika", en provokerende og ekstrem tanke, der understreger hans afmagt. Han slutter af med en kynisk kommentar om Bill Gates som en falsk frelser.

På side 178 vender han tilbage til sin egen situation. Han går med en "solsikkesnor", så "endelig kan alle og enhver se, at du er handicappet". Men i stedet for at skabe forståelse, skaber det kun afstand: "Gud hvor går de langt udenom dig." Han bliver set som farlig.

Han slutter af med en mørk og suicidal tanke. Omgivelsernes blikke og kropssprog siger: "Og Gud hvor skal du dø. Det siger alle med deres kropssprog. Og du skal jo dø. Hop nu bare ud på skinnerne; dit svin..." Det usynlige handicap er blevet synligt, men det har kun gjort ham mere isoleret og mere udsat for samfundets fordømmelse.

"Et usynligt handicap" er et kapitel, der er fyldt med en dyb og retfærdig vrede. Forfatteren udstiller det hykleri og den ignorance, han møder overalt – fra de pegende folk på gaden til de magtfulde politikere og filantroper. Han føler sig som et offer i et system, der er designet til at undertrykke de svage. Kapitlet er en stærk påmindelse om, at de største handicap ofte ikke er dem, man kan se, men dem, der er indlejret i samfundets strukturer og holdninger.