Sindssyg Paranoid Skizofren: Fuck Dig (Sarkastisk)

I "Sindssyg Paranoid Skizofren"s sidste, konfronterende kapitel (side 212-214) leverer Anders Frimann et sylespidst og sarkastisk opgør med en person, der symboliserer alt det, han har kæmpet imod: den uforstående, dømmende pårørende. Med titlen "Fuck dig (sarkastisk)" og en direkte henvendelse til sin farfar, blotlægger han den smerte, det er ikke at blive set, og den styrke, han har fundet i at insistere på sin egen sandhed.

Kapitlet åbner med en "hilsen fra min farfar", der har læst manuskriptet og konkluderet: "Ud fra din tekst kan jeg kun se, at du virkelig har brug for hjælp." Forfatteren reagerer med sarkasme: "Tak; farfar. Det er ikke et vildt stilistisk- og kunstnerisk produkt. Det er da bare sindssyge!"

Han afviser blankt farfarens kritik og understreger det enorme arbejde, der ligger bag bogen. Han har gransket sine minder, har kæmpet med hvert ord, og har påtaget sig sin "sygelige persona fra psykosen" for netop at illustrere, hvad sygdommen gør ved et menneske. Farfarens kommentar er ikke bare en kritik af bogen; det er en afvisning af hele hans levede erfaring.

På side 213 fortsætter den sarkastiske tone. Han er bevidst om, at han har været "manisk og skrevet en; kæmpe bunke lort." Han er "syg i hovedet" og "skal da bare ind på den lukkede". Han omfavner de værste prædikater, som han forestiller sig, farfaren tænker om ham.

Han anerkender, at der findes mennesker som hans farfar – "De er long gone." – som lever i en "bubble" i "deres helt egen sindssyge verden; fuld af vrangforestillinger og psykoser." Han ser farfarens manglende evne til at forstå som en sygdom i sig selv. Han afslutter med den ultimative, resignerede konstatering af farfarens verdensbillede: "Spasseren er spasser." Det er den simple, fordømmende logik, han har kæmpet imod gennem hele bogen.

Kapitlet – og bogen – slutter med et kort, smukt og hjerteskærende digt, "Min Engel". Det står i skærende kontrast til den foregående sarkasme.

Digtet indkapsler essensen af paranoid skizofreni. Hjertet slår af angst, paranoiaen ser fjender overalt ("de grønne mænd"), og selv den nærmeste, "englen", bliver en potentiel trussel ("du står med kniv bag"). Det er et perfekt, poetisk punktum for en bog, der har forsøgt at beskrive det ubeskrivelige. Det viser, at bag al vreden, satiren og de intellektuelle refleksioner, ligger der en simpel, rå og konstant frygt.

Bogens afslutning er en magtdemonstration. Forfatteren bruger sarkasme til at udstille og afvæbne sin kritiker, men han lader poesien få det sidste ord. Han viser, at selvom han kan analysere, argumentere og provokere, så er kernen i hans oplevelse en følelse, der bedst kan fanges i et digt. Det er en afslutning, der er både vred, sårbar, intelligent og dybt rørende – præcis som bogen selv.