Sindssyg Paranoid Skizofren: Godt Nok, Spasser

I kapitel 22, "Anden", bruger forfatteren komikeren Anders Matthesen som et talerør og et spejl for sine egne tanker om samfundet, psykiatrien og sprogets magt. Siderne 106-107 er en skarp og humoristisk analyse af, hvordan komik kan afsløre de usagte sandheder, og et forsvar for retten til at bruge provokerende sprog som et middel til at nedbryde tabuer.

Kapitlet er struktureret som en række citater, der tilskrives "Anden". Gennem Matthesens fiktive stemme kritiserer jeget den overfladiske opfattelse af rockere ("En rockerborg er sgu da bare et sted, hvor rockerne drikker bajere.") og den måde, han selv bliver mødt af systemet.

Han forestiller sig, hvordan "Anden" ville se igennem hans facade og sige: "Han er bare spasser." Dette er ikke en fornærmelse, men en konstatering. Forfatteren indrømmer, at han "skreg; af grin. Som en spasser; uden sin passer," da han så Matthesens show. Han føler en dyb forbindelse til komikerens evne til at sige de ting, andre kun tænker.

Her kommer kapitlets centrale pointe: et forsvar for brugen af ordet "spasser". Forfatteren insisterer på, at det "ikke [er] for sjov, at jeg hele tiden siger spasser." Han gør det for at "italesætte (...) et kæmpe stigma og tabu omkring psykisk sygdom". Han argumenterer for, at mens alle har "berøringsangst omkring emnet", så tænker de det alligevel.

Han kritiserer den "kultur [der] er bygget på at nedværdige de retarderede for et godt grin" og vender den på hovedet ved selv at tage ejerskab over ordet. Han er "selvudråbt spasser", og det giver ham retten til at bruge det. Han sammenligner psykiatrien med en zoologisk have, hvor de "sindssyge" er som "ænder i en dam; ren andemad", som de "normale" kan komme og kigge på for underholdningens skyld. Det er en brutal, men effektiv, kritik af den måde, samfundet udstiller og distancerer sig fra psykisk lidelse.

"Anden" er et intelligent og provokerende kapitel, der bruger en kendt komikers stemme til at legitimere forfatterens eget sprogbrug og systemkritik. Ved at kalde sig selv "spasser" afvæbner han ordets negative kraft og gør det til et redskab for empowerment. Han argumenterer for, at den eneste måde at bekæmpe et tabu på er ved at tale direkte om det, selvom det er grimt og ubehageligt. Kapitlet er en hyldest til den sorte humor og den politiske satire som nødvendige våben i kampen mod fordomme og hykleri.