Sindssyg Paranoid Skizofren: Hvor er Jeg Svær at Elske?
Anders Frimann Christensen
Share
Hvor er Jeg Svær at Elske?
Analyse af kapitel 43. En hjerteskærende monolog, hvor jeget kæmper med selvhad og en dyb længsel efter kærlighed, overbevist om, at han kun har "haters".
I kapitel 43, "Det rablede", vender forfatteren blikket indad og leverer en af de mest sårbare og hjerteskærende monologer i bogen. Siden er en koncentreret dosis af den smerte, der opstår, når selvhad og en desperat længsel efter kærlighed kolliderer. Han er fanget i en ond cirkel, hvor han er overbevist om, at han er umulig at elske, samtidig med at kærlighed er det eneste, han i virkeligheden har brug for.
Det Dræbende Grin
Kapitlet åbner med en konstatering: "Til sidst rablede det for mig." Han forestiller sig, hvordan hans venner ser på ham og tænker: "Gud; hvor er det sandt. Det ville de nok sige om mig, og de ville have ret." Han internaliserer den hårdeste kritik og gør den til sin egen sandhed. Han er "for syg til psykiatrien; og for syg til samfundet. Han skal da deporteres."
Han er overbevist om, at hans eget grin kan "dræbe mig", hvis han fortsætter med at le over "absurditeten af mine vrangforestillinger". Det er en farlig balancegang, hvor humoren, der før var et skjold, nu er blevet en trussel.
Fans eller Haters?
Den centrale konflikt i kapitlet er kampen mellem håbet om at blive elsket og overbevisningen om kun at blive hadet. Han forestiller sig, at en "kære læser" vil give ham "mund til mund", men afviser det straks som en drøm. Hans stemmer (eller hans indre kritiker) er nådesløse:
"Han tror, at han får fans." "Han har da kun haters."
Han accepterer denne dom: "Og Gud ja; jeg er jo skizofren, og hold nu op; jeg har da kun haters." Han prøver at leve sig ind i sine kritikeres vrangforestillinger for at forstå dem, men det fører kun til en smertefuld konklusion: "Gud hvor er jeg let at hade, og hold nu op; hvor er jeg svær at elske."
"Det rablede" er et dybt bevægende kapitel, der blotlægger den ekstreme sårbarhed, der ligger bag den ofte hårde og sarkastiske facade. Det er et portræt af en mand, der er så overbevist om sin egen uelskelighed, at han afviser ethvert spinkelt håb om det modsatte. Kapitlet er en smertefuld påmindelse om, at den største kamp for en person med psykisk sygdom ofte ikke er mod stemmerne eller systemet, men mod den indre kritiker, der konstant fortæller en, at man ikke er værd at elske.
