Sindssyg Paranoid Skizofren: Jeg Kalder det Hjerneskade

I kapitel 45, "Jeg kalder det hjerneskade", giver Anders Frimann en præcis og foruroligende beskrivelse af en specifik sanseforstyrrelse, der plagede ham i den mest intense periode af hans sygdom. Han forklarer, hvordan hans hjerne mistede evnen til at filtrere lyd, så alt – fra bladenes raslen til personalets nøglebundter – blev omdannet til meningsfulde, ofte truende, ord. Side 162 er et fascinerende indblik i den "hjerneskade", der ligger til grund for mange af hans paranoide oplevelser.

Kapitlet åbner med en direkte beskrivelse af symptomet: "Lige pludselig så jeg ord, og hørte jeg ord i alle bevægelser: Bladenes raslen, tv-ets reklame og folks bevægelser." Han beskriver det som den "mest irriterende periode i mit liv", hvor han ikke kunne "få ro fra noget som helst." Selv baggrundsstøj blev til "velformulerede tanker."

Dette er en afgørende indsigt. Mange af de stemmer og beskeder, han har beskrevet tidligere, stammer ikke fra et tomrum, men fra en overfortolkning af de lyde, der omgiver ham. Hans hjerne har mistet sit filter og pålægger i stedet alt, hvad den sanser, en sproglig mening. Han anerkender, at det er blevet "mindre slemt", og at han nu kan "tænke uden at blive afbrudt", men skaden er sket.

Med denne nye forståelse for sin egen sanseforstyrrelse, vender han tilbage til "Borris; det syge sted." Han genfortæller en episode, hvor to "sortklædte mænd" efterlod en ølflaske uden for hans dør. Dette var, i hans paranoide logik, en klar besked: "Vi holder øje med dig."

Han er overbevist om, at de er en del af "PETs undercover-enhed." Han ser deres inkompetence som et bevis på, at "PET i Jylland er noget for sig." Selv den ene af "spasserne", der "hoppede fandeme med begge ben og skreg af glæde efter gerningen", bliver et bevis på komplottets virkelighed. Han er klar over, at det lyder som en vrangforestilling, men han insisterer: "det skete jo i Borris. Det forklarer en del." Byen Borris er blevet synonym med et sted, hvor de mest absurde og paranoide ting rent faktisk sker.

"Jeg kalder det hjerneskade" er et centralt kapitel, der giver læseren en nøgle til at forstå mekanismerne bag forfatterens paranoia. Ved at forklare sin sanseforstyrrelse viser han, hvordan hans hjerne aktivt skaber de stemmer og beskeder, der plager ham. Samtidig viser kapitlet, hvor svært det er at adskille sygdom fra virkelighed. Selvom han intellektuelt forstår sin "hjerneskade", er han stadig overbevist om, at de paranoide hændelser i Borris rent faktisk fandt sted. Det er en perfekt illustration af den dobbelte bevidsthed, der kendetegner livet med skizofreni.