Sindssyg Paranoid Skizofren: Jeg Skaber Min Egen Succes

På de afsluttende sider af "Sindssyg Paranoid Skizofren" (side 220-236) nægter Anders Frimann at give læseren en pæn og afrundet slutning. I stedet får vi et kaotisk, kreativt og dybt personligt appendiks, der fungerer som en sidste, trodsig manifestation af hans kunstneriske vision. Fra musiklister og taksigelser til et rasende opgør med forlagsbranchen, er disse sider et testamente til en forfatter, der insisterer på at gøre tingene på sin egen måde.

Afsnittet starter med en sektion betitlet "Tak for dig", hvor forfatteren deler ud af sine musikalske inspirationskilder. Listen er opdelt i dansk, svensk, engelsk, japansk og tysk musik og spænder bredt fra Atypisk og Medina til Krewella og japansk vocaloid. Dette er ikke bare en playliste; det er et indblik i det soundtrack, der har akkompagneret skabelsen af bogen. Hver sang er en reference, en følelse, en del af det komplekse netværk af inspiration, der udgør forfatterens univers. Det er en generøs gestus, der inviterer læseren endnu dybere ind i maskinrummet.

På side 223 kommer det store, fede "FUCK". Her retter han en direkte anklage mod "Psykiatrifondens litterære intet-ambitioner" og "BoDs kujonagtige og etiske censurpolitik om selvmord". Han kritiserer loven om anonymisering og forlagenes manglende mod til at udgive "psykisk syg litteratur som retmæssig genre".

Han slutter af med et kampråb, der er essensen af hele hans projekt:

Det er den ultimative afvisning af systemet og en erklæring om kunstnerisk uafhængighed. Han vil ikke vente på at blive anerkendt; han vil skabe sin egen anerkendelse.

Efter det vrede opgør følger en mere traditionel takkeside. Han takker en lang række personer og inspirationskilder, fra "Ali" og "K&K" til Yahya Hassan og diverse youtubere. Listen er en blanding af virkelige personer, fiktive karakterer og kulturelle referencer, der igen understreger, hvordan hans virkelighed er en konstant blanding af det personlige og det mytologiske.

De sidste ti sider er et langt, fritflydende "Efterordsdigt", der samler op på alle bogens centrale temaer. Det er en rejse gennem tosseanstalten, samfundets hjælp (eller mangel på samme), det raske sind, den ulykkelige kærlighed og den konstante kamp for at finde mening. Digtet er en tour de force i den stil, der kendetegner hele bogen: rå, ærlig, sarkastisk, sårbar og dybt poetisk. Han slutter af med en sidste, manisk erklæring om at være en "IDIOT", der vil "LEV LIVET".

Bogens afslutning er ikke en afslutning i traditionel forstand. Det er en fortsættelse, en åbning mod nye projekter og nye kampe. Ved at blande taksigelser, musiklister, politiske manifester og poesi, skaber forfatteren et unikt og uforglemmeligt punktum. Han efterlader læseren med en følelse af at have været vidne til noget helt særligt: fødslen af en forfatter, der ikke bare skriver om sin sygdom, men som bruger den som en motor til at skabe en ny og radikalt anderledes form for litteratur. Han har skabt sin egen succes, og vi har været vidner til det.