Sindssyg Paranoid Skizofren: Jesus Tager Kokain
Anders Frimann Christensen
Share
I Heard Jesus Did Cocaine on a Night Out
Analyse af kapitel 34. Et møde med Jehovas Vidner udvikler sig til en humoristisk refleksion over religion, hvor jeget ser sig selv som en profet.
I kapitel 34, "Vidnerne", bruger forfatteren et møde med Jehovas Vidner som afsæt for en legende og dybt respektløs udforskning af religion og tro. Siderne 141-142 er en humoristisk dekonstruktion af religiøse dogmer, hvor jegets egne vrangforestillinger og stemmer blander sig med bibelcitater og popkultur-referencer.
Side 141: At Forgifte Spasseren
Kapitlet åbner med jeget, der lukker Jehovas Vidner ind. Han er overbevist om, at de er ude på at "rekruttere unge mænd" og lokke ham i "fordærv". Han ser dem ikke som troende, men som en "kult; eller sekt; eller bande". Han er dog ikke et passivt offer. Han leger med, lader som om han er interesseret, men i virkeligheden er det ham, der har kontrollen.
Han er bevidst om, at de ser ham som en "spasser", der er "ude på at forgifte mig." Han anerkender absurditeten i situationen, men insisterer på, at "de ved, hvad de foretager sig. De er fandeme organiserede."
Side 142: Konverteret af Orgasme
På side 142 tager den religiøse satire fart. Hans stemmer begynder at kommentere på hans formodede omvendelse:
"Han har haft sex med præstens datter." "Han er konverteret. En sand skabskristen. Og døbt!" "Konverteret af sin orgasme; så god sex."
Hans religiøse oplevelse er ikke åndelig, men rent fysisk og seksuel. Han blander det hellige med det profane og gør grin med den traditionelle forestilling om omvendelse. Han er usikker på, om det var Jehovas Vidner eller mormoner, men han er "også ligeglad".
Kapitlet slutter med en reference til sangen "Cocaine" af Venbee, hvor han citerer: "I heard Jesus did cocaine on a night out." Dette er den ultimative blasfemi. Jesus er ikke en frelser, men en festabe. Forfatteren bruger popkulturen til at rive de religiøse ikoner ned fra deres piedestaler og placere dem i sin egen, syndige og kaotiske verden.
"Vidnerne" er et kapitel, der viser forfatterens evne til at bruge humor og satire som et våben mod autoriteter – i dette tilfælde den religiøse autoritet. Han nægter at lade sig underkaste nogen form for dogme og insisterer på at skabe sin egen, personlige og dybt respektløse version af tro. Ved at blande sex, stoffer og popmusik med religiøse temaer, skaber han et univers, hvor intet er helligt, og hvor den eneste sandhed er den, han selv opfinder.
